Zoologisk Have sætter populære trækvogne til salg

82 af de populære trækvogne skal ikke længere være en del af ZOOs trækvognsflåde - derfor er de sat til salg

Måske du også er stødt på de zebra- eller tigerstribede trækvogne, når du har besøgt Zoologisk Have.

For mange vil de populære trækvogne med dyreprint vække minder fra barndommen, hvor man er blevet trukket rundt af sine forældre.

Lørdag kører 82 af trækvognene deres sidste tur rundt i zoo.

Det skyldes, at trækvognene har 8-10 år på bagen, mange kilometer i hjulene og er ekstra trætte efter at have fragtet tusindvis af børn rundt mellem Zoo's mange forskellige dyr.

 

Hvis du heller ikke kan få nok af de zebrastribede vogne, så er det for første gang muligt at købe trækvognene på lørdag og tage dem med hjem, så man selv kan bestemme, hvilken tur man vil tage sine børn med på.

Der er fortsat trækvogne tilbage til de trætte børn, der besøger Zoo.

De populære trækvogne fra Zoologisk Have kan nu købes.
De populære trækvogne fra Zoologisk Have kan nu købes.
Foto: Zoologisk Have København

Dyr rundt i verdenen får gavn af pengene 

Pengene, som Zoologisk Have tjener på at sælge vognene, går til deres arbejde med naturbevarelse i Danmark og rundt om i verden.

Der er ikke en fastsat pris, hvis man ønsker at købe vognene, man kan selv bestemme, hvad man vil give, da det kommer an på, hvor meget man vil støtte naturbevarelsen. 

Zoo arbejder med naturbevarelse ved, at de er involveret i blandt andet forskning omkring moskusoksers adfærd. De arbejder også med at redde truede næsehorn, giraffer, løveaber og padder i Danmark. Og de laver forsøg, der skal prøve at erstatte sprøjtemidler med biologisk bekæmpelse af skadedyr. 

Det er muligt at købe de populære trækvogne efter en tur i Zoologisk Have på lørdag, hvor en medarbejder vil stå klar hele dagen.

Salget sker ved udgangen af Zoo, hvor man kan se, hvilke vogne der er sat til salg. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik