Zoo fortsætter med at holde lukket og forventer "uoverskueligt" underskud

Zoologisk Have København troede kortvarigt, at de skulle åbne 1. maj, men sådan bliver det ikke. Der tegner sig et underskud i omegnen af 40 til 45 millioner.

Det ikoniske trætårn i Zoologisk Have i København. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Zoologisk Have København slår alligevel ikke portene op foreløbig.  

- Vi følger myndighedernes anvisninger til punkt og prikke, så vi fortsætter med at holde lukket, fortæller Jørgen Nielsen, der er havens administrerende direktør.

Det er ellers blot to dage siden, at Zoologisk Have København meddelte, at man i lighed med tre andre danske zoologiske haver ville genåbne 1. maj. 

I den forbindelse udtalte Jørgen Nielsen følgende til TV 2 Lorry:

- Jeg er så lykkelig for, at vi snart åbner igen. Vi har virkelig savnet den der summen af forår med glade gæster.

Læs også Zoo-genåbning forarger virusprofessor: "Jeg bliver så irriteret"

Myndigheders kontrameldinger

De fire zoologiske haver fortalte tirsdag, at de havde fået Rigspolitiets accept til at åbne 1. maj og løbende ville være i dialog med myndighederne om, hvordan det skulle forløbe.

- Vi troede, at det ville være okay. Om man går en tur i Frederiksberg Have eller i Zoologisk Have - det mente vi var det samme, fortæller Jørgen Nielsen. 

Onsdag lød det dog fra både erhvervsministeren og justitsministeren, at det ville være en dårlig idé at åbne de zoologiske haver.

Efterfølgende ændrede Rigspolitiets så sine retningslinjer, så det nu fremgår, at sundhedsmyndighederne vurderer, at det vil være uhensigtsmæssigt at åbne forlystelsesparker og zoologiske haver, som hidtil har været lukket.

- Alt var klart. Mandskab og sikkerhedsfolk var kaldt ind. Skilte var blevet printet, og vi skulle holde generalprøve på åbningen på mandag, fortæller Jørgen Nielsen. 

Rigspolitiet kan ikke forhindre de zoologiske haver i at åbne, lyder det.

-  Men det gør vi naturligvis ikke. Vi skal ikke agere myndighed i forhold til coronavirus, siger direktøren. 

Læs også Zoo åbner porten for Frederiksbergs børnehaver

Ikke taget stilling til aflivninger

Zoologisk Have København har holdt lukket siden 18. marts, hvor forsamlingsforbuddet på max ti personer trådte i kraft. Direktøren fortæller, at han på nuværende tidspunkt forventer et underskud på 40 til 45 millioner ved udgangen af året. 

- I det beløb er hjælpepakkerne allerede inkluderet. Jeg er selvfølgelig glad for, at der er mulighed for at få hjælp, men det lukker på ingen måde hullet. Vi er i en særlig situation, fordi vi har dyr, der stadig skal passes og fodres. Det er helt uoverskueligt og ikke noget, vi nogensinde har været i nærheden af før. 

Alligevel er Jørgen Nielsen ikke sur over myndighedernes kontrameldinger. 

- Det er ikke nemt for nogen lige nu - heller ikke for myndighederne. Ingen har prøvet det her før. Vi væbner os med tålmodighed og udviser samfundssind, fortæller Jørgen Nielsen. 

TV 2 Lorry har spurgt direktøren, om Zoologisk Have har overvejelser om at aflive dyr for at mindske udgifterne, men det fortæller Jørgen Nielsen, at han ikke har taget stilling til. 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik