Whiskybæltet valfartede til valget – Vestegnen veg

Valgkredsene Rudersdal og Gentofte havde landets højeste valgdeltagelse, mens vestegnskommuner havde sværere ved at lokke folk til valgstederne.

Med en samlet valgdeltagelse på hele 66 procent slog søndagens Europa-Parlamentsvalg alle rekorder for valgdeltagelse, viser tal fra it-virksomheden KMD, som står for den officielle optælling.

Efter 2.797.761 stemmer er talt op, kan demokratiet glæde sig over væsentligt højere deltagelsesgrad end ved seneste EP-valg i 2014, hvor valgdeltagelsen lå på 56,3 procent.

Indtil søndagens valg var 2009 rekord for et europæisk valg med 59,5 procent i landsgennemsnit.

Men søndag kunne samtlige valgkredse i TV 2 Lorrys område bryste sig af en valgdeltagelse, der er højere end 2009-gennemsnittet.

Ser man på tværs af valgkredsene var de stemmeberettigede borgere i TV 2 Lorrys område rigtig gode til at troppe op ved valgstederne.

Længere nede i artiklen kan du se, hvad stemmeprocenten var i din valgkreds.

Således er området hjemsted for flere kredse med den højeste valgdeltagelse på landsplan.

Næsten alle i Allerød stemte

Som storkreds er Nordsjælland med en stemmeprocent på 71,31 procent den storkreds i landet med højest deltagelse.

Finkæmmer man storkredsen, står det klart, at især whiskybæltets borgere havde et højt fremmøde. Rudersdalkredsen med kommunerne Allerød og Rudersdal er topscorer med en stemmeprocent på hele 78,5.

quote Det glæder jeg mig rigtig meget over.

Karsten Längerich, (V), borgmester i Allerød Kommune

Af de to kommuner i kredsen har Allerød marginalt højere valgdeltagelse og løber dermed med titlen som den kommune med højest stemmeprocent.

- Det glæder jeg mig rigtig meget over, siger Karsten Längerich, (V), borgmester i Allerød Kommune, til TV 2 Lorry.

- Vi har afholdt nogle rigtig gode debatter med høj kvalitet, hvor vi har diskuteret reel Europa-politik med substans, frem for en diskussion om hvorvidt man er for eller imod EU. Jeg tror, det har engageret borgerne, siger han.

Nummer to på topscorerlisten ligger i Københavns Omegns Storkreds, men er geografisk placeret i Nordsjælland. Med en stemmeprocent på 76,95 var Gentofte næstbedst til at dukke op ved valget.

Færrest stemte i Ishøj, der dog oplever fremgang

I den anden ende af skalaen finder vi Brøndbykredsen med en stemmeprocent på 59,7. Af valgkredsens tre kommuner – Brøndby, Vallensbæk og Ishøj – er det især Brøndby og Ishøj, der trækker valgdeltagelsen ned.

Med stemmeprocenter på 57,71 for Brøndby og 56,59 for Ishøj er det de to kommuner i TV 2 Lorrys område med den laveste tilslutning.

- Det overrasker mig ikke. Der er ikke så mange i vores kommune, der interesserer sig for EU-valget, desværre, siger Ole Bjørstorp, (S), borgmester i Ishøj.

Søndagens valgdeltagelse er dog en fremgang for Ishøj i forhold til EP-valget i 2014, hvor omkring 49 procent af de stemmeberettigede i kommunen satte et kryds på en stemmeseddel.

- Vi glæder os da helt sikkert over fremgangen i valgdeltagelsen, som jeg specielt tror kan tilskrives klimadagsordenen, som engagerer mange. Og så gør vi selvfølgelig en ekstra indsats for at engagere frem mod folketingsvalget den 5. juni, siger Ole Bjørstorp.

På listen herunder kan du se, hvordan stemmeprocenten var i din valgkreds:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik