VM-eufori: Vi kan tage guld med hjem til hovedstadsområdet

Både på herre- og damesiden er der solide chancer for at tage medaljer og måske endda regnbuefarvede VM-trikoter med hjem fra VM i banecykling til TV 2 Lorrys sendeområde. 

Der kan inden længe falde guldstøv over hovedstadsområdet.

Ni cykelryttere tørner fra og med onsdag ud for Danmark ved VM i banecykling i Berlin. Seks af dem er fra hovedstadsområdet, og de har alle gode chancer for at vende hjem med medaljer.

Amalie Dideriksen fra Kastrup skal køre omnium, hvor hun tidligere har vundet VM-sølv, og parløb med Julie Leth - de to har tidligere vundet VM-bronze og EM-guld i disciplinen. 

Hun føler sig helt klar, men spændt forud for VM.

Amalie Dideriksen
Amalie Dideriksen
Foto: TV 2 Kosmopol

- Vores chancer er rimelig gode. Jeg håber og tror da på medalje - og allerhelst et par VM-trøjer. Det kunne være rigtig stort, sagde 23-årige Amalie Dideriksen til TV 2 Lorry under den afsluttende træning hjemme i Ballerup Super Arena. 

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

De danske ryttere

Her er de danske ryttere, der skal kæmpe om metal ved VM i banecykling i Berlin. Ryttere fra TV 2 Lorrys sendeområde er fremhævet med fed. 

 

Kvinder: 

  • Parløb: Amalie Dideriksen og Julie Leth.
  • Omnium: Amalie Dideriksen.
  • Pointløb: Trine Schmidt.

 

Herrer:

  • 4000 meter holdforfølgelsesløb: Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen. Matias Malmberg er reserve.
  • Parløb: Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv.
  • Omnium: Lasse Norman Hansen.

Gode takter

Hun har igennem længere tid været en del af en parløbssatsning på kvindesiden, der også tæller Trine Schmidt fra Ganløse.

Sidstnævnte er stadig inde i billedet til at køre parløb ved OL i Tokyo, men skal ved det forestående VM forsøge at levere et godt resultat i disciplinen pointløb. 

De største forhåbninger på kvindesiden har landstræner Mathias Møller Nielsen dog til parløbet. 

Kvindelandstræner Mathias Møller Nielsen
Kvindelandstræner Mathias Møller Nielsen
Foto: TV 2 Kosmopol

- Konkurrencen er stor i omnium, parløb og pointløb, men rammer vi dagen, så tror jeg sagtens, vi kan blive verdensmestre, men så skal alt også flaske sig.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Julie Leth og Amalie Dideriksen er danske medaljehåb ved det kommende VM i Berlin.
Julie Leth og Amalie Dideriksen er danske medaljehåb ved det kommende VM i Berlin.
Foto: TV 2 Sport

- Umiddelbart er vores største chance i parløbet, hvor Julie og Amalie har vist gode takter i denne sæsonen, men der er mange uforudsete faktorer - specielt i sådan et parløb, sagde Mathias Møller Nielsen til TV 2 Lorry inden afrejsen til Berlin. 

Artiklen fortsætter efter videoklippet...

Amalie Dideriksen og Julie Leth vandt sidste år EM-guld i parløb. Se den dramatiske afgørelse her. Foto: TV 2 SPORT

Store medaljerchancer for Mørkøv og co.

På herresiden er medaljechancerne mindst ligeså gode.

Eksempelvis har den erfarne og taktisk begavede World Tour-rytter Michael Mørkøv fra Kokkedal ekstremt høje forventninger til egne præstationer i parløbs-disciplinen, som han kører med brølstærke Lasse Norman Hansen.

- Jeg kan mærke, at jeg har internationalt niveau på banen. Jeg tror på, at jeg sammen med Lasse kan blive verdensmester i parløb, siger Michael Mørkøv onsdag til TV 2 SPORT.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Michael Mørkøv tror på VM-guld i parløb.
Michael Mørkøv tror på VM-guld i parløb.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Den 34-årige cykelrytter bor i dag i Rødovre og gør i denne uge comeback ved verdensmesterskaberne i banecykling efter ti års pause.

Det seneste VM kørte danskeren på hjemmebane i Ballerup i 2010, og Mørkøvs seneste VM-medalje ligger tilbage til 2009, hvor han vandt guld med Alex Rasmussen i netop parløb.

Guld giver mening

Det giver rigtig god mening med den noget udanske og meget ambitiøse målsætning fra Michael Mørkøvs side om parrets chancer ved det 50 kilometer lange parløb til VM og OL.

Det siger TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Slynggrebet. I parløb er teknik og taktik en vigtig del af opskriften på succes.
Slynggrebet. I parløb er teknik og taktik en vigtig del af opskriften på succes.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

- Det er realistisk, at de vinder VM-guld. Nogle gange bliver det lettere at levere et stort resultat, når det bliver italesat på forhånd, for hvis man fokuserer på, hvad der kan gå galt, så går det også galt, lyder det.

Værløse-dreng får nøglerolle

Endelig kan hovedstadsområdet sætte sin lid til et bomstærkt mandskab, der har ambition om at køre med om topplaceringen i disciplinen 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Det består blandt andet af Julius Johansen fra Blovstrød og Frederik Rodenberg Madsen fra Værløse, mens Matias Malmberg fra Frederiksberg er med som reserve.

Forventningerne er ikke blevet mindre, efter mandskabet allerede i kvalifikationen til det egentlige løb slog verdensrekorden på distancen.

Det danske landshold i fire kilometers forfølgelsesløb under OL i Rio de Janeiro i 2016. Efter planen skal de køre efter medaljer på hjemmebane ved VM i 2024.
Det danske landshold i fire kilometers forfølgelsesløb under OL i Rio de Janeiro i 2016. Efter planen skal de køre efter medaljer på hjemmebane ved VM i 2024.
Foto: Eric Feferberg/AFP/Ritzau Scanpix

22-årige Frederik Rodenberg Madsen indtager en nøglerolle i den danske hofdisciplin, der har kastet flere OL, EM, og VM-medaljer af sig de senere år. 

Værløse-rytteren er tilbage fra en lang skadespause og skal føre mandskabet hjem til sejr, når han træder frem til føring i løbets sidste halvdel. Med Rodenberg i topform kan det muligvis blive til VM-guld og måske endda en verdensrekord oveni. 

Et åbent vindue

Landstræner Casper Jørgensen bliver i hvert fald skuffet, hvis ikke 4000 meter-holdet tager en medalje. 

- Det er vores topsatsning, og selvom feltet virkelig er skarpt, så går vi altid efter en medalje, når vi kører holdløb, siger landstræner Casper Jørgensen til TV 2 SPORT.

- Det er ikke særlig tit, man har et åbent vindue til at vinde VM-guld, og man skal have fire, der er rigtig gode på samme tid. Jeg synes egentlig, vi har en chance i år, hvis vi rammer den, siger Casper Jørgensen.

VM-programmet:

Her er tidspunkterne for de danske rytteres løb (der er tale om cirkatider, og der kan komme ændringer i programmet):

 

Du kan se med på TV 2 Sport og TV 2 Play. 

 

Onsdag:

 

Klokken 14.55: Kvalifikation i 4000 meter holdforfølgelsesløb for herrer.

Klokken 20.59: Første runde i 4000 meter holdforfølgelsesløb for herrer.

 

Torsdag:

Klokken 19.25: Guld- og bronzefinaler i 4000 meter holdforfølgelsesløb for herrer.

 

Fredag:

Klokken 15.00: Omnium for kvinder - scratch (konkurrence nummer 1/4 i omnium).

Klokken 17.06: Omnium for kvinder - tempoløb 2/4.

Klokken 19.34: Omnium for kvinder - udskilningsløb 3/4.

Klokken 21.01: Omnium for kvinder - pointløb 4/4.

 

Lørdag:

Klokken 12.16: Omnium for herrer - scratch (konkurrence 1/4 i omnium).

Klokken 14.33: Omnium for herrer - tempoløb 2/4.

Klokken 17.10: Parløb for kvinder.

Klokken 17.51: Omnium for herrer - udskilningsløb 3/4.

Klokken 19.02: Omnium for herrer - pointløb 4/4.

 

Søndag:

Klokken 14.02: Pointløb for kvinder.

Klokken 15.03: Parløb for herrer.

 

 

Kilde: Den Internationale Cykelunion (UCI).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik