VKO vil sænke skatten i København

Nyt forslag giver Københavns Kommune mulighed for at sænke skatten med en halv procent.

I et forsøg på at løse flere af københavnernes økonomiske
propper samtidig foreslår de tre borgerlige partier i København,
Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti at lave en aftale
med Kommunernes Landsforening (KL), som giver København mulighed
for at investere flere penge i genopretning af skoler,
daginstitutioner og idrætsanlæg, end København ellers har lov
til, hvis kommunernes aftale om loft over anlægsinvesteringerne
i 2009 skal overholdes, skriver Berlingske Tidende. Forslaget
indebærer, at København sænker skatten med en halv procent,
hvilket giver den gennemsnitlige københavner 2.000 kr. mere om
måneden. Skattesænkningen betyder, at de øvrige 97 kommuner får
et større råderum til skattestigninger i kommuner, der har behov
for det. Til gengæld skal København altså have lov til at bruge
mere end de 1,5 mia. kr. til investeringer, som er Københavns
andel af kommunernes samlede anlægsramme på 15 mia. kr.
Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har tidligere
bebudet, at København ikke vil stå solidarisk med de øvrige
kommuner, men vil overskride sin anlægsramme og bruge fire mia.
kr. til anlæg næste år. Den konservative sundheds- og
omsorgsborgmester Mogens Lønborg mener dog, at det er »dybt
usolidarisk« over for landets andre kommuner, at København vil
sætte sig på over 25 pct. af de samlede anlægsudgifter. »Derfor
er det eneste fornuftige, at vi i København viser en smule
tilbageholdenhed. Vi kan både være solidariske med de andre
kommuner og vores egne skatteborgere,« siger Mogens Lønborg om
forslaget. Venstres leder Pia Allerslev tilføjer, at der er ikke
grund til at opkræve mere i skat, end kommunen vitterligt har
behov for. Tilbuddet til flertallet på Københavns Rådhus og til
de øvrige kommuner i KL vil blive positivt modtaget blandt både
borgerlige og social- demokratiske borgmestre i KLs ledelse, som
forsøger at sikre, at den samlede aftale med regeringen om
kommunernes økonomi ikke igen bliver brudt. Men
Socialdemokraternes politiske ordfører i hovedstaden, Anne Vang,
er ikke imponeret af den borgerlige bestræbelse på at opfinde et
columbusæg. »Hvis vi skal tage det seriøst, kommer de til at
anvise, hvor finansieringen skal komme fra. Da de præsenterede
forslaget, nævnte de kun, at det skal ske ved reduktion af
projekter«, siger Anne Vang. »Det er klart, at når man kommer
med et forslag til 300 mio. kr. må man også fortælle, hvor
pengene skal komme fra. Jeg har svært ved at se, hvilke
investeringer i skoler og daginstitutioner til 300 mio. kr. der
ikke skal blive til noget«, siger hun. Anne Vang siger, at
Københavns Kommune historisk har været solidarisk med landets
øvrige kommuner om blandt andet økonomiaftaler med regeringen.
»Vi har faktisk overholdt aftalerne, men jeg synes også vi skal
have noget solidaritet med københavnerne, og jeg har svært ved
at udpege projekter, skoler og daginstitutioner, der ikke skal
blive til noget. Indtil Venstre, Konservative og Dansk
Folkeparti udpeger, hvilke det drejer sig om, er deres forslag
bare en strøtanke,« siger hun. Partiernes næste møde om
budgettet finder sted søndag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik