Oversigt

Seneste nyt

Vinterlig og snerig mandag afløses af mildere uge

Mange er mandag morgen vågnet op til ganske vinterligt vejr med snedækkede veje.

- Mandag morgen starter lidt, hvor weekenden sluttede, siger Trine Pedersen, der er vagthavende meteorolog ved DMI mandag morgen.

- Det er snevejr. Der er sne og snebyger især i den nordlige og østlige del af landet.

DMI har tidligt mandag morgen ikke fået de officielle snemålinger endnu.

Mandag starter med at være ret skyet, og der kommer sne eller slud mange steder. I løbet af dagen bliver bygerne dog færre og færre.

- I eftermiddag kan vi måske også være heldige at få solen at se.

Mandag morgen er flere vågnet op til et hvidt syn - her i Helsingør.
Mandag morgen er flere vågnet op til et hvidt syn - her i Helsingør.
Foto: Presse-fotos.dk


Temperaturen mandag kommer til at være mellem frysepunktet og fire graders varme.

Så drømmer man om en kælketur, gør man klogt i at udnytte muligheden i dele af landet mandag.

Efter mandag er det nemlig slut med vintervejr i denne omgang.

- Fra mandag aften begynder det at blive mere mildt igen. Det tynder ud i snebygerne, siger Trine Pedersen.

Fra tirsdag morgen er det nemlig et nyt frontsystem fra sydvest, der kommer ind over landet, som bringer regn med sig.