Er du en af de heldige, der har fået en vaccine-invitation i din e-boks disse dage, så skal du væbne dig med tålmodighed - i hvert fald, hvis du bor i hovedstadsområdet.
Der er nemlig ikke flere vaccinationstider at få, oplyser Region Hovedstaden til TV 2 Lorry.
Fredag aften sendte Statens Serum Institut intet mindre end 42.000 invitationer ud til borgere i Region Hovedstaden, som nu altså har fået den gyldne billet til en vaccination.
Invitationerne er gået til borgere i Sundhedsstyrelsens gruppe fem.
Det er udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som er i særligt øget risiko for at få et alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med coronavirus.
Lørdag morgen var der 2.500 ledige tider til at blive vaccineret i Region Hovedstaden.
Lørdag aften er der dog hverken flere tider til kommunalt personale - altså personer i gruppe fire - mens både Pfizer-og AstraZenecatiderne også er taget, lyder det.
- SSI har sendt 42.000 invitationer ud til gruppe fem-borgere i Region Hovedstaden. Vi har ikke så mange vacciner eller tider, lyder det fra Region Hovedstaden:
- Alle tider er nu brugt, men vi arbejder på at åbne flere.
Region Hovedstaden forsikrer, at alle nok skal få deres vaccination, og de opfordrer til, at man vender tilbage på et senere tidspunkt, da der løbende vil blive oprettet flere tider.
Også telefonerne hos Region Hovedstaden lider under vaccinationspresset.
TV 2 Lorry har tidligere lørdag fortalt, at der har været op til to timers ventetid for de borgere, der de seneste dage har forsøgt at booke en tid til coronavaccination via telefonen.