V-kleder i Region Hovedstaden:Nedlæg turismeorganisationer.

Martin Geertsen (V) mener efter Eurovision-underskud, at det er på tide at rydde op i turismeorganisationerne.

Det er ikke nok, at Wonderful Copenhagen har valgt at fyre den ansvarlige direktør for det underskudsramte Eurovision-arrangement.

Martin Geertsen, der er 2. næstformand og politisk leder for Venstre i Region Hovedstaden, mener at budgetballaden om millionunderskuddet bør få mere vidtrækkende konsekvenser.

- Jeg synes, at vi skal benytte denne ulykkelige anledning til at få ryddet godt og grundigt op i de mange forskellige erhvervs- og turismeorganisationer i hovedstaden.

- Vi har alt for mange små organisationer og enheder, som beskæftiger sig med det samme område og som helt åbenlyst ikke magter store opgaver som Eurovision Song Contest, siger Geertsen i en pressemeddelelse.

Han nævner, at man ud over Region Hovedstaden og de 29 kommuner også bedriver erhvervs- og turismearbejde i Visit Nordsjælland, Vækstforum, Copenhagen Capacity, Væksthus Hovedstaden, Wonderful Copenhagen og Øresundskomiteen.

- Alle organisationer skal have egen direktør, administration, strategiplan og hvad ved jeg. Det bør vi bruge det store underskud til at få taget fat om, siger Martin Geertsen.

Eurovision-arrangementet inklusiv en omfattende ombygning af de gamle B&W-haller på Refshaleøen var budgetteret til at koste 34,6 millioner kroner.

Den samlede regning endte dog med at blive på 112 millioner. Takket være ekstraordinære tilskud fra Region Hovedstaden og Københavns Kommune er det endelige underskud endt på 58 millioner kroner.

Wonderful Copenhagen har tilbudt selv at dække 12 millioner af underskuddet og beder Region Hovedstaden om at betale den resterende gæld på 46 millioner kroner.

Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) overvejer at give Wonderful Copenhagen et ekstraordinært tilskud i år, så underskuddet i projektselskabet ESC 2014 kan blive dækket.

Til gengæld vil Wonderful Copenhagen få reduceret sit årlige tilskud de kommende år tilsvarende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik