Uventet 1. plads til Halsnæs

»Vi ligger nummer ét«, »Vi ligger nummer ét«. Der er grund til glæde på jobcentret i Halsnæs, og man kan dårligt fortænke dem i det, hvis de hopper rundt og synger en lille sejrssang.

En ny statistik fra Beskæftigelsesregionen viser, at Halsnæs er Sjællands bedste kommune til at få dagpengemodtagere på arbejdsmarkedet eller skolebænken, når deres aktivering er slut.

Det gælder næsten halvdelen - 47 procent - af dagpengemodtagerne i Halsnæs, og ligger markant over gennemsnittet i regionen på 33 procent.

Samtidig er det nyt for en kommune, som sædvanligvis er at finde i den nedre del af statistikkerne, når emnet er arbejdsløse, dagpengemodtagere og uddannelsesniveau. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Vi har lavet en målrettet indsats for at gøre flere dagpengemodtagere selvforsørgende og er hoppet fra midt på listen til en førsteplads, og det er fint. Men det er et stort problem for hvert enkelt menneske, som ikke er selvforsørgende endnu, og dem skal vi tage hånd om, siger Bertil Nyenstad (S), formand for Udvalget for Beskæftigelse, Erhverv og Turisme.

Det er primært et tæt samarbejde med virksomhederne, der har givet resultater, men der har også fra efteråret 2012 været et tæt og styrket samarbejde mellem A-kasserne i området og Jobcenteret.

- Særligt i efteråret er vi gået mere efter at få folk placeret på virksomheder i stedet for at give dem opkvalificerende kurser. Det har ført til mange job. Måske ikke på den virksomhed, folk indledningsvis var på, men de har hentet erfaringer, som har ført til et andet job, siger arbejdsmarkedschef i Halsnæs Kommune Lisbeth Rindom til Frederiksborg Amts Avis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik