Unge handicappede i økonomisk knibe: "De har ikke råd til medicin"

Danske Handicaporganisationer kritiserer ydelser til unge med et handicap. Det giver dem en så dårlig økonomi, at de må skære deres liv ned til et minimum.

Det kan være sociale aktiviteter, indkøb af nyt tøj, et tandlægebesøget - eller sågar medicinen - der ryger.

En del unge med handicaps er pressede på økonomien. Det gælder for eksempel dem, der tilhører den lille gruppe af personer under 25 år på revalidering.

Unge på revalidering

  • Revalidering er for mennesker, der på grund af deres helbred eller sociale årsager, ikke kan passe et arbejde på almindelige vilkår.
  • De kommer for eksempel i en praktik, oplæring eller uddannelse, der skal hjælpe dem på ind på arbejdsmarkedet. 
  • I 2018 gjaldt det 38 unge i hovedstadsområdet. 

Et revalideringsforløb kan vare op til flere år, og undervejs er ydelsen på 7.363 kroner. Og modsat unge på SU må man som udgangspunkt ikke tjene ekstra penge ved siden af sin revalidering. 

Det kan give dem betydelige økonomiske vanskeligheder. 

- Det er noget, som vi hører om rimelig ofte, at unge har et problem. Det er for eksempel unge på revalidering, unge i fleksjob og unge, der bor i særlige sociale botilbud, siger Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer, til TV 2 Lorry.

Ingen tøj og sjov - eller medicin

Thorkild Olesen kan ikke oplyse et tal på, hvor mange henvendelser og personer der er tale om. 

Men 24-årige Lasse Tønnesen, der er blind og i flere år har været i revalidering, er én af dem.

Lasse Tønnesen elsker sit arbejde som massør - men han kan ikke leve af det.

Ifølge sit eget budget har han bare 749,31 kroner tilbage, når de faste udgifter er betalt. 

- Jeg er nødt til at lade være med at købe tøj. Og jeg er nødt til at lade være med at købe alle de der sjove ting, som man gerne vil. Hellere få mad end det andet, siger han til TV 2 Lorry.

quote - Det har jo den konsekvens, at de får svært ved at være en del af samfundet.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer

- Det har jo den konsekvens, at de får svært ved at være en del af samfundet. De får svært ved at kunne deltage i aktiviteter, ligesom andre kan. Hvis de skal bruge hele deres indtægt til at leve for, så er der ikke råd til andet, fortæller Thorkild Olesen, og fortsætter:

- Det kan også være svært at blive syg, for så har man ikke råd til medicin. 

Svarer til en kontanthjælp

Når man fylder 25 år stiger revalideringsydelsen fra 7.365 kroner til 11.423 kroner og yderligere til 18.878 kr. pr. måned, når man er fyldt 30. 

Mens man er under 25 år, svarer niveauet til en kontanthjælp, hvilket formanden for Danske Handicaporganisationer er uforstående over for:

-  Det giver jo ikke noget incitament til, at man sørger for at få en uddannelse, og man sørger for at dygtiggøre sig, så man kan komme i beskæftigelse. Sådan noget er jo virkelig dårligt, siger han.

- Det er jo, fordi man har nogle særlige regler for unge, men hvorfor skal man egentlig have det? Unge skal vel ligesom alle andre have mulighed for at være en del af samfundet.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer
Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer
Foto: Sofie Gauger - TV 2 Lorry

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen fra Venstre.

Men hans partifælle, socialordfører Martin Geertsen anderkender, at revalidering ikke er nogen "tårnhøj ydelse", men understreger, at der er tale om en midlertidig ydelse. 

Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen, mener at ydelsesniveauet generelt er på et fornuftigt niveau:

- Men vi vil altid gerne diskutere om mennesker med handicap, der står i en særlig situation kan have mere brug for mere støtte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik