Ungdomshuset er blevet stuerent

For tre år siden blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 revet ned. Efter tovtrækkeriet mellem de unge og politikerne i København, fik de unge det nye hus på Dortheavej 61 i Københavns nordvestlige bydel Bispebjerg

Dengang var det til stor utilfredshed blandt beboerne i lokalområdet. Men i dag er der fred og ro om det nye Ungdomshus, skriver Urban.
»Jeg kan huske, vi tænkte 'åh nej, nu rykker al den ballade herud - det vil vi ikke have',« siger næstformand i Bispebjergs Lokalforening, Jørgen Rose.
Det var blandt andet frygten for, at hærværk, graffiti og gadekampe, som Nørrebro havde været udsat for, skulle flytte med til det nye lokalområde. Venstres lokalpolitikere i Københavns Borgerrepræsentation var og er stadig uenige i, at de unge skulle have et nyt hus.
»Jeg er stadig vred over den måde, de fik huset på. Den holdning vil aldrig ændre sig,« siger Pia Allerslev, borgmester for Kultur- og Fritidsforvaltningen i København,
»Men jeg må indrømme, at der er meget færre problemer, end jeg troede, der ville være derude,« siger hun.
Også formand, Jørgen Rose er i dag glad for Ungdomshuset.
»Det er jo de sødeste mennesker, du kan forestille dig. De har en rædderlig smag, men de er så søde,« siger han til Urban.
Jan Lindbo, der er leder af Kulturhuset, som Ungdomshuset er en del af, har aldrig været bange for, at få de unge ud i kvarteret. Han frygtede ikke konfrontationer, men mere naboernes reaktion.
»De har overrasket positivt, og vi har ingen større problemer med de unge. Selvfølgelig er der lidt mere graffiti i området, men det er også det eneste, naboerne klager over,« fortæller Jan Lindbo.
Borgmester for Kultur- og Fritidsforvaltningen, Pia Allerslev vil gerne have, at Dortheavej 61 bliver et hus for alle unge, og ikke kun for unge, der dyrker undergrundskulturer. Det er dog allerede sket, mener Jan Lindbo.
»Det kan godt være, at huset ser lidt lukket ud, men det er let at komme i dialog med de unge. Man kan jo bare banke på og gå ind,« siger han.
Det var dog ikke tilfældet, da Urban kiggede forbi Dortheavej 61. Kun to unge var tilstede i huset, og de kunne ikke udtale sig. Al kontakt til pressen skal nemlig aftales i konsensus på det ugentlige mandagsmøde. Det har derfor ikke været muligt at få en kommentar fra Ungdomshusets brugere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik