Ungdomsaktivister forbereder sig på kamp

Selvom det ser ud til at forhandlingerne om et nyt ungdomshus i København tilsyneladende er gået ind i en afgørende fase, så forbereder de unge autonome sig på kamp. Det oplyser P4 København.

I den kommende weekend har de unge planlagt et seminar på to
dage, som skal forberede aktionen BlokR, nemlig belejringen af
Københavns Rådhus.

De unge har tidligere meldt ud, at de vil blokere rådhuset den
21. februar, fordi det går for langsomt med et nyt ungdomshus.

Den dag holder Borgerrepræsentationen sit sidste møde, inden
hovedstaden har stået uden et ungdomshus i et år. Og
BR-medlemmerne får først lov til at komme ud af rådhuset, siger
de unge, når problemet er løst.

Deltagerne i weekendens seminar kan deltage i workshops med
overskrifter som civil ulydighed, beskyttelsesudstyr og "hunde,
gas og peberspray".

Mandag var de unge ellers til møde med overborgmester Ritt
Bjerregaard og Fonden Jagtvej 69. Lige nu peger pilen på
Frederikssundsvejens Skole i Nordvestkvarteret som nyt
ungdomshus, men de unge har efter deres ugentlige mandagsmøde
ikke sagt endeligt ja eller nej.

Der er desuden kraftig modstand blandt naboerne, og flere
politikere foretrækker at de unge i stedet rykker ind i to
haller ved Baunehøj Remise ved Enghave Station.

De unge, politikerne og fonden mødes igen i næste uge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik