Ungdommens Folkemøde: Er der sex i lokalpolitik?

Der var ingen forbudte spørgsmål, da tre unge gav liv og sjæl til det store, men lidt hemmelige ekstraarbejde som lokalpolitiker.

Sex. Verdenspolitik. Klimaaftryk. 

Det er tit de store ting, der optager, når man er ung. 

Så Hediye, Frederik og Marcus skiller sig ud på Ungdommens Folkemødes anden dag i Valbyparken. 

Her ses de tre unge kommunalpolitikere på scenen.
Her ses de tre unge kommunalpolitikere på scenen.
Foto: TV 2 Lorry

De er noget så eksotisk som unge kommunalpolitikere, og ovenikøbet nye, fra valget sidste efterår. Kun 6 procent af hovedstadsområdets lokalpolitikere er under 30 år ligesom dem for tiden.

- Et af problemerne er, at hvis du har en lille smule interesse for politik, og tænker: 'Nu tager jeg lige ned til et kommunalbestyrelsesmøde". Så har du ikke lyst til at blive en del af det, når du så ser, at der er rigtigt mange ældre, mener Hediye Temiz, der er valgt for Radikale Venstre i Albertslund og som 19-årig blev Danmarks yngste udvalgsformand.

''Jeg synes jo, kommunalpolitik er sindsygt sexet''

Fra Lille Scene fortæller de tre unge om deres liv lokalpolitik - noget, man skal klare i sin fritid. De ved godt, at emnet i sig selv ikke er det mest sexede på folkemødepladsen.

- Jeg er med på, at klima taler mere til unge, end kommunalpolitik gør. Det er ærgerligt. Jeg synes jo, at kommunalpolitik er sindssygt sexet, smiler Frederik Germann, der er valgt for Venstre i Halsnæs. Med sine 21 år er han den yngste i byrådet.

Marcus Vesterager på 26 år fik overraskende næstflest socialdemokratiske stemmer i København ved valget i efteråret '17. Han bliver spurgt, om det skyldes hans gode udseende?

26-årige Marcus Vesterager fik næstflest socialdemokratiske stemmer i København ved kommunalvalget i efteråret '17.
26-årige Marcus Vesterager fik næstflest socialdemokratiske stemmer i København ved kommunalvalget i efteråret '17.
Foto: TV 2 Lorry

- Det kan godt være, nogen har stemt på mig pga. mit udseende. Jeg ved, at nogen klippede et foto af mig ud og hængte det op øverst i et juletræ. Det var lidt grænseoverskridene. Jeg håber nu, at jeg blev valgt, for det jeg står for, og for det, jeg vil gøre for København, smiler han.

Dokumentarserien om "De Unge Politikere"

De tre unge politikere har dokumenteret deres første halve års politik med egne smartphones. Dokumentarserien giver et usædvanligt indblik i, hvordan det er at være ny og ung i lokalpolitik - helt uden filter. 

Her ses Frederik Germann, der politiker i Halsnæs, i Dokumentarserien om "De Unge Politikere".
Her ses Frederik Germann, der politiker i Halsnæs, i Dokumentarserien om "De Unge Politikere".
Foto: TV 2 Lorry

I dag har de sagt ja til at gøre det samme på Ungdommens Folkemøde, for at inspirere andre unge til at følge deres vej.

- Jeg håber, at når de unge kan se, at jeg sidder og er med til at bestemme i Albertslund, Frederik i Halsnæs og Marcus i København, at de så tænker: Okay, vi kan også være med til at beslutte, hvad der skal ske her i vores kommune, siger Hediye Temiz.

Bænkene foran scenen fyldes hurtigt af elever fra forskelige folkeskoler og gymnasier i Hovedstadsområdet. De er kommet, fordi deres lærere siger, at de skal, men de vil faktisk gerne møde de unge politikere.

 
 
Foto: TV 2 Lorry

Lykke Fang fra Risbjergskolen i Hvidovre udtrykker det sådan her:

- Det er meget lettere at relatere til lokalpolitik, når det er politikere, som ikke er meget ældre end os selv, der fortæller om det. Det er også meget lettere at forstå, hvad det handler om, når man relaterer til det, reflekterer hun. 

De unge bliver også hørt af de ældre

Mange af de fremmødte tvivler på, om man overhovedet bliver hørt af de ældre i kommunalbestyrelserne, når man er ung politiker?

- Jeg har mange gange oplevet lidt ældre politikere sige, at sådan har vi altid gjort det, selvom man kommer med gode argumenter om, at 'det her fungerer meget bedre'. Men hvis man har argumenterne i orden, og hvis man presser nok på, og hvis man også er "politisk klog", så kan man godt få sine ting igennem, fortæller Hediye Temiz.

 
 
Foto: TV 2 Lorry

Som lokalpolitiker står man på mål for alt det, som byrådet samlet beslutter og for det, man mener politisk. Kan man så ikke længere gå i byen, uden at blive overfaldet af utilfredse borgere?, vil de unge vide.

- Min by, Frederiksværk, er jo ikke kæmpe stor, men jeg har ikke oplevet, at nogen har råbt 'idiot' eller kastet flasker efter mig. Der var tværtimod engang en, der gav mig en øl og sagde tak, men det er nok en engangsoplevelse, smiler Frederik Germann.

Frederik Germann er valgt for Venstre i Halsnæs. Med sine 21 år er han den yngste i byrådet.
Frederik Germann er valgt for Venstre i Halsnæs. Med sine 21 år er han den yngste i byrådet.
Foto: TV 2 Lorry

Og så til det helt store spørgsmål, der udløser klapsalver: Kan man score på at være lokalpolitiker? 
- Man får i hvert fald en bunke søde beskeder i sin indboks, afslører Marcus Vesterager. Jeg har ikke selv reageret på det, så det må nok være op til den enkelte.

Mødet med de unge politikere har gjort en forskel nede på bænkene.

- Jeg var bange for, at de unge ikke havde en stemme til møderne i kommunalbestyrelserne. Nu, hvor vi har set og hørt, hvor engagerede de er, så bekymrer jeg mig slet ikke, om vi som unge får det, vi skal have, konstaterer Lykke Fang fra Risbjergskolen i Hvidovre.

Ungdommens Folkemøde har gjort en forskel

I backstageområdet glæder de unge politikere sig over den engagerede flok på pladsen.

- Det var en kæmpe fornøjelse. Man kunne jo godt være bange for, at det var noget, de unge ikke havde lyst til at komme og høre, siger Marcus Vesterager.

- Det betyder meget for indtrykket af kommunalpolitik, at de kan opleve tre chill personer, der sidder deroppe "og ligner os", mener Hediye Temiz.

I backstageområdet glæder Hediye Temiz politikere sig over de engagerede unge på pladsen.
I backstageområdet glæder Hediye Temiz politikere sig over de engagerede unge på pladsen.
Foto: TV 2 Lorry

- I starten var der to, der rakte fingeren op, fordi de overvejede at gå ind i lokalpolitik. Da vi sluttede var der 50. Jeg tror virkelig, det gjorde en forskel, at de kunne møde os, lige som vi er, siger Frederik Germann.

Ungdommens Folkemøde fortsætter i Valbyparken til lørdag d. 8. sepember 2018 kl. 18.

Så er Ungdommens Folkemøde 2018 i gang!

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Politik

Lauritz Lindboe Wind overfald blurred

playS vil give voldsdømte karantæne fra barer om natten

amdisenogbjørstorp

"Et forsøg på snyd" før drama-valg i S: Samme kreditkort oprettede 33 medlemskaber

20160309-162009-3-1920x1281we

Gentoftes stemmesluger tjekker ud - nu kaster de andre sig over byttet

Hans Toft 2018

Går af efter 28 år som borgmester: ”Han symboliserede det kommunale Konservative”

Lorryland

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere