Undgå trafikkaos i efterårsferien: Her er de bedste tidspunkter at rejse på

Skal du holde efterårsferie? Her får du de bedste råd fra DSB og Vejdirektoratet til at undgå kø og lange rejsetider.

Skal man ud at rejse i efterårsferien, og vil man gerne undgå så meget trafik som muligt, så kan man med fordel forsøge at rejse udenfor weekenderne.

Sådan lyder det fra Vejdirektoratet og DSB op til efterårsferien, der strækker sig fra fredag 15. oktober til søndag 24. oktober.

Hos Vejdirektoratet forventer man, at der fredag kan opstå tæt trafik særligt omkring indfaldsvejene til de større byer og på den vestlige del af Fynske Motorvej.

Dagen efter, lørdag 16. oktober, forudser Vejdirektoratet den største rejsedag i efterårsferien.

- Her er det særligt E20 Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart, E45 omkring Kolding samt ruterne mod de større sommerhusområder, som kan opleve tæt trafik og forlænget rejsetid, lyder det.

Vejdirektoratet forventer, at hjemrejsen hovedsageligt vil finde sted lørdag 23. oktober, hvor der ventes tæt trafik og risiko for mindre kødannelser på motorvejene omkring Kolding og på den vestlige del af E20 Fynske Motorvej.

I sommerhusområderne kan der også ventes en større mængde trafik.

Netop weekenderne bliver også af DSB udpeget som de tidspunkter, hvor de rejsende kan forvente mest trafik.

- Hvis man kan undgå at rejse i weekenden, så vil der være bedre plads, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.

- Men i det hele taget skal man nok orientere sig på Rejseplanen, fordi Banedanmark ikke er stoppet med at lave sporarbejder.

- Der vil stadig være sporarbejde på blandt andet strækningen mellem Ringsted og København. Det påvirker ikke alle rejsende på den strækning, men nogle tog kan være omfattet af det, siger han.

Udenfor weekenderne forudser DSB mindre trafik og bedre plads i togene, og hos Vejdirektoratet er der også forventning om mindre trafik i hverdagene.

Det vil på vejene betyde kortere rejsetid end sædvanligt i disse dage.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik