Umuligt ikke at smile: Se isbjørneungen vælte rundt i hulen

Isbjørne-sensationen har vokset sig større og er begyndt at gå på opdagelse i sin hule.

Det er først i morgen, at det er valentinsdag, men allerede i dag får videoen fra Københavns Zoo hjerter til at smelte.

Isbjørneungen, der blev født 1. december sidste år, er begyndt at bevæge sig lidt mere rundt, og selvom det ser noget vakkelvornt ud, så forsikrer Zoo, at det er helt normalt, og at ungen ser både sund og rask ud.

- Selvom det er nogle år siden, vi sidst havde en unge i Zoo, så har vi mange års erfaring med isbjørneunger, og man kan høre og se, at den har det godt. Det er lydene, den kommer med, og måden den interagerer med moren. Alt ser normalt ud, og der er ikke noget at bekymre sig om på det nuværende stadie, siger Flemming Nielsen, der er kurator i Københavns Zoologiske Have, til TV 2 Lorry.

Isbjørneungen har vokset sig større og er nu begyndt at udforske sin lille hule.

Hulen, de ligger i, ser hverken stor eller særlig hyggelig ud, men det er et bevidst valg, da man har forsøgt at efterligne en naturlig fødselshule. I naturen ville Lynn, isbjørnemoren, have fedet sig selv op, inden hun gik derind, for så ikke at spise i otte måneder.

I Københavns Zoo fik hun dog små portioner mad undervejs – der var dog tale om mikro-tallerkner sammenlignet med hendes normale indtag.

Isbjørnefødsel i Zoo

  • Hunisbjørnen Lynn fødte 1. december to unger. Den ene døde kort efter fødslen, mens den anden fortsat lever

  • Isbjørne vejer ca. 500 gram ved fødslen
  • Mere end halvdelen af alle nyfødte isbjørneunger overlever ikke de første 30 dage efter fødslen
  • Først efter to måneder i fødehulen kommer ungerne udenfor
  • Der bliver født 10-12 overlevende unger om året i det europæiske avlsprogram
  • Der kan gå et år eller to, før det er muligt at kønsbestemme isbjørneungen, da Zoo forsøger at give den uerfarne mor plads.

 

Kilde: Københavns Zoo

 

Lige nu består kosten primært af grøntsager, men det er altså ikke, fordi det er en særligt klimabevidst isbjørn, der er blevet født.

- De spiser mere tang i naturen, end man tror, og hos os er stor del af isbjørnenes daglige kost faktisk gulerødder. De får selvfølgelig også kød og fisk, men altså også en helt del grøntsager. Specielt her efter fødslen, der spiser hun nærmet ikke andet end fennikel, salat og rugbrød, siger Flemming Nielsen.

Ved sin fødsel vejede ungen kun 500 gram, men nu vurderer Zoo, at den har 14-doblet sin vægt på kun to måneder, så den nu vejer omkring syv kilo. Når den bliver voksen, kan den veje op mod 500 kilo.

Snart adgang for offentligheden

Det var noget af en nyhed, da Zoo annoncerede, at isbjørnen Lynn havde født ikke bare en, men to unger. Faktisk var det første gang i 20 år, at der blev født isbjørne i Københavns Zoologiske Have.

Desværre døde den ene af de to unger dog kort efter fødslen.

 

- Den kritiske fase er fra fødslen til ungen bliver omkring tre uger. Derefter er der så stærkt en binding mellem moren og ungen, at man ikke behøver frygte, at hun slår den ihjel eller forlader den. Men det er klart, at vi stadig er meget opmærksomme, siger Flemming Nielsen.

Der kommer forhåbentligt ikke til at gå så længe, før havens gæster kan få fornøjelsen af at opleve den lille isbjørneunge. Normalt går der tre måneder fra fødslen, og når den blev født 1. december, så må vi være tæt på.

- Vi starter med at have mor og unge i det gamle anlæg, der også er tilgængeligt for offentligheden, men præcis hvornår det bliver, det er ikke til at sige. Der bliver lavet en vurdering af ungen, hvor man blandt andet ser på, hvor stabil den er, og om den kan følge med moren, men når den er klar, så kommer den ud, siger Flemming Nielsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik