To personer er sendt til tjek på hospitalet efter et dramatisk færdselsuheld på Godthåbsvej på Frederiksberg mandag formiddag.
Uheldet starter, da en 58-årig kvinde af uvisse årsager kører ind i et vejskilt. Mødet med vejskiltet betyder, at bilen drejer rundt og ender på taget, hvorefter den kurer over i den modsatte vejbane og rammer en modkørende bil.
Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.
- Vi spærrede kortvarigt Godthåbsvej af, fordi brandvæsenet skulle skære kvinden ud af bilen. Hun var fastklemt, og efter sådan en tur skal man forsigtig af hensyn til mulige skader - fx i nakke og hals, siger vagtchef ved Københavns Politi Jens Kristiansen til TV 2 Lorry.
Han oplyser, at både den 58-årige kvinde og personen i den modkørende bil er sendt til tjek på Bispebjerg Hospital.
- De er begge kørt til tjek, men umiddelbart tyder det ikke på, at nogen af dem har fået alvorlige skader, siger Jens Kristiansen.
Godthåbsvej på Frederiksberg er atter åben for gennemkørsel.