Udslip af slam koster fisk livet

Et fire timer langt udslip fra Helsinge Renseanlæg har fået omfattende konsekvenser for dyrelivet i den nærliggende Ammendrup Å. Alle fisk er døde på grund af slam, der natten til fredag ved et uheld fossede urenset ud i åen, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Medarbejderne fra Gribskov Kommune vurderer, at den massive forurening vil have stor betydning for livet i åen. Slammet har ligget i et tykt lag på bunden og har brugt alt ilt. De forudser, at der sker en påvirkning på fisk, vandløbsdyr og planter.

- Alle vores observationer er videregivet til Naturstyrelsen, som er tilsynsmyndighed for udledning fra renseanlæg. Hvis ikke der inden for en overskuelig tid begynder at vise sig liv i åen igen, kan det betyde, at renseanlægget eller Gribvand A/S vil få et påbud om at foretage genudsætning af fisk, siger Vibeke Meno, biolog og teamleder i Gribskov Kommunes afdeling Bolig, Vand og Vej.

Ifølge driftsleder Finn Sørensen skyldes uheldet kraftigt regnvejr om natten og dagene op til uheldet.

- Det er første gang, at det sker for os. Når det regner så meget, som det gjorde, nedsættes opbevaringstiden af slammet i vores bundfældnings bassiner. Det betød også, at bunden pludselig vendte sig, så alt slammet kom op i overfladen og uhindret kunne løbe ud i Ammendrup Å. I de 20 år, jeg har arbejdet her, har jeg aldrig oplevet noget lignende, siger Finn Sørensen til Frederiksborg Amts Avis.

Ammendrup Å udspringer vest for Helsinge. Fra renseanlægget løber åen på en cirka otte kilometer strækning mellem Høbjerg og Annisse til den støder ud i Pøle Å ved Alsønderup Enge. Derfra føres vandet ud i Arresø.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik