Udskældt tolkefirma i ny skandale - ulovlig markedsføring på hjemmeside

Tolkefirmaet Sproghuset fremhæver konkrete kunder på deres hjemmeside - men flere af dem køber ikke længere tolkebistand i virksomheden. Det er ulovligt, mener en ekspert.

Få dage efter at tolkefirmaet Sproghuset fik revet kontrakten med Københavns Kommune i stykker efter afsløring af lønsjusk, er firmaet nu havnet i en ny møgsag. 

På deres hjemmeside bryster Sproghuset sig nemlig af at have blandt andet Dansk Institut mod Tortur og to kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde på kundelisten - men det er de bare ikke længere. 

Det er dog ulovligt ifølge markedsføringsloven, mener Heidi Højmark Helveg, der er advokat og ekspert i markedsføringsret. 

- Det kommer til at fremstå som vildledende, hvis der ikke er noget reelt samarbejde med de her kommuner. Når man skriver det på som reference, giver det en tryghed hos andre mulige kunder, siger Heidi Højmark Helveg til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Flere af kommunerne er ikke kunder hos Sproghuset længere. 
Flere af kommunerne er ikke kunder hos Sproghuset længere. 
Foto: Screenshot fra Sproghusets hjemmeside

Flere kommuner fremhævet

På Sproghusets hjemmeside springer logoerne for Dansk Institut mod Tortur og fem kommuner frem på velkomstsiden. Det drejer sig om Frederikssund Kommune, Ballerup Kommune, Vejle Kommune, Hillerød Kommune og Københavns Kommune.

Under fanen ‘om os’ bliver de fremhævet under overskriften ‘udpluk af vores kunder’. 

quote Det kommer til at fremstå som vildledende

Heidi Højmark Helveg, advokat og ekspert i markedsføringsret

Sidstnævnte ophævede i sidste uge kontrakten med Sproghuset efter TV 2 Lorry - på baggrund af en opgørelse fra HK - kunne fortælle, at samlet set 15 tolke manglede at få udbetalt mere end 250.000 kroner. 

De udførte opgaver for Københavns Kommune, der havde hyret dem gennem Sproghuset. 

Artiklen fortsætter efter videoen...

TV 2 Lorrys indslag om Københavns Kommunes fyring af Sproghuset fra sidste uge. 

Bruger ikke længere Sproghuset

Dansk Institut mod Tortur oplyser til TV 2 Lorry, at de ikke har været kunde hos Sproghuset siden 2015. De har nu henvendt sig hos Sproghuset for at få fjernet deres logo, men de “har ikke hørt noget endnu”. 

Frederikssund Kommune oplyser til TV 2 Lorry, at man “ikke bruger tolkefirmaet Sproghuset”. Da kontrakten med Sproghuset udløb i 2019 blev opgaven sendt i udbud igen. 

“Og her var der et andet firma, der gav et mere fordelagtigt tilbud,” oplyser kommunens presseafdeling. 

Kommunen vil nu også bede Sproghuset om at fjerne logoet fra hjemmesiden. 

Endelig oplyser Ballerup Kommune, at de heller ikke længere er kunde hos Sproghuset. Det har de ikke været siden september 2019. 

Hillerød Kommune er ikke vendt tilbage på TV 2 Lorrys henvendelse. 

Ses ofte

Heidi Højmark Helveg siger til TV 2 Lorry, at “det sker relativt ofte, at virksomheder smykker sig med kunder, man ikke har.”

Så opdager kunderne det og beder om at få deres navn fjernet. Virksomhederne kan i sidste blive hevet til domstolene og få en bøde, siger Heidi Højmark Helveg. 

TV 2 Lorry har ikke været i kontakt med Vejle Kommune. 

TV 2 Lorry har gentagende gange forsøgt at få en kommentar fra Sproghuset. Firmaet er ikke vendt tilbage. 

HK har lagt sag an mod Sproghuset for den manglende betaling til de 15 tolke, der mangler løn for deres arbejde for Københavns Kommune. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik