Tvivl om Roskildes ja til Bauhaus

Venstres borgmesterkandidat i Roskilde Kommune, Evan Lynnerup, rejser nu tvivl om det foreløbige ja, som byggemarkedet Bauhaus har fået af Roskilde Kommunes byråd til at etablere et kæmpe byggemarked i Roskilde-bydelen Trekroner, skriver DAGBLADET Roskilde.

DAGBLADET kunne lørdag afsløre, at Roskilde Kommunes
tekniske forvaltning for knap tre år siden sagde blankt nej til
Bauhaus, da det private udviklingsselskab Hartvig Planlægning,
Roskilde, bad om kommunens ja til, at Bauhaus kunne etablere
sig.
Dengang havde Hartvig Planlægning købt grunden i Trekroner af
Nordea, og med det underskrevne skøde i hånden forhandlede
selskabet med Bauhaus om, at byggemarkedet skulle etablere sig
på erhvervsgrunden.
Men Roskilde Kommune forpurrede planerne ved at benytte en
gammel klausul fra 1988, hvor der stod, at kommunen havde
tilbagekøbsret til arealet, hvis ikke der inden for fire år
efter 1988 var bygget på grunden. Klausulen havde ligget og
samlet støv, men i 2007 valgte Roskilde Kommune at benytte sig
af den og træde ind i købers sted foran Hartvig Planlægning og
tvangstilbagekøbe grunden af Nordea. Nu forhandler Roskilde
Kommune selv med Bauhaus om opførelsen af et byggemarked.
Roskilde Kommune vil tjene et stort to-cifret millionbeløb ved
aftalen.
Evan Lynnerup kræver sagen kulegravet.
- Det her virker mystisk. Jeg vil have fundet ud af, hvad der
er op og ned, siger Venstres borgmesterkandidat.
Kommunaldirektør i Roskilde Kommune Henrik Kolind forklarede
lørdag i DAGBLADET, at der ikke er tale om to identiske
projekter, fordi der i det nye projekt også indgår planer om
etablering af kontorbyggeri, så kommunen lever op til kravet om,
at der skal være en vis mængde arbejdspladser i erhvervsbyggeri
nær togstationer - i dette tilfælde Trekroner Station.
Men en gennemgang af dokumenterne i sagen fra 2007 viser, at
Hartvig Planlægning allerede i 2007 tilbød at sælge en stor del
af erhvervsgrunden til Roskilde Kommune til under markedspris,
hvis blot Bauhaus måtte være på resten. Kommunen havde således
allerede dengang mulighed for at udlægge et tilsvarende areal
til kontorbyggeri.
Evan Lynnerup forklarer, at han intet har kendt til
sagsforløbet omkring Hartvig Planlægnings Bauhaus-projekt.
- Tilbagekøbtspligten er jo ikke en »skal-pligt«. Men det har
kørt administrativt, uden at vi politisk er blevet involveret i
det. Det har jeg det ikke ret godt med, siger Evan Lynnerup.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik