Turistorganisationer vil vende corona til en konkurrencefordel

VisitNordsjælland og en række aktører på tech- og turismeområdet vil - ved hjælp af teknologiske løsninger - tilbyde trygge rejser til turister i corona-tiden.

Turistbranchen har lidt hårdt under corona-pandemien, der i perioder har lukket landet for udenlandske turister. 

For selvom vi i Danmark indtil for nylig har kunnet leve helt uden restriktioner, så sidder frygten stadig i mange turister fra lande, der ikke er helt så langt fremme i kampen mod corona, som vi er i Danmark.

Det lyder umiddelbart som en situation, hvor turistbranchen er overladt til at se til og vente på bedre tider, men i et samarbejde mellem en række parter, vil man nu forsøge at vende det på hovedet.

I erkendelse af, at hygiejne og sikkerhed er blevet et konkurrenceparameter har VisitNordsjælland i samarbejde med Dansk Kyst- & Naturturisme og en række andre partnere søsat projektet "Tourist - Stay Safe". Det skriver VisitNordsjælland i en pressemeddelelse.

- Uanset smittetal, så er det vigtigt, at turismeaktørerne holder fast og viser, at der er styr på hygiejnen, og det skal dette projekt hjælpe med. I hvor høj grad turisterhvervet formår at skabe en tryg ferieopleveles er afgørende for, hvor turisterne vælger at lægge deres penge. Det gælder ikke mindst de udenlandske gæster og deres lyst til at besøge os, sige Annette Sørensen, direktør i VisitNordsjælland.

Som led i den tryghedsskabende proces har en række turistaktører testet forskellige teknologiske hjælpemidler der skal hjælpe med at overholde tiltag som afstand og hygiejne.

Her er nogle af de hjælpemidler, man har testet i turistbranchen

  • Hos Byaasgaard Camping i Hundested kan gæster bestille morgenmad via en app - en såkaldt click and collect-løsning - så de undgår at skulle stå mange mennesker i kø ved morgenmaden. Her har man også testet elektrostatiske sprayers, som gør det muligt hurtigt at desinficere overflader, der ellers er svære at rengøre.

  • Esrum Kloster og Møllegård er der opsat en UV-boks. Ved hjælp af ultraviolet lys kan den fjerne bakterier og vira fra eksempelvis nøgler, entrékort og museets udklædningstøj.

  • Hos Hillerød Madmarked er der opstillet en specialudviklet persontæller, så det er let at holde øje med, hvor mange mennesker der befinder sig indenfor.

  • Hundested Havn har man henover sommeren målt antal skyl og brugen af vandhaner på havnens toiletter ved hjælp af intelligente vandsensorer, så havnefogeden kan se, hvor og hvornår der er brug for rengøring.



"Tourist - Stay Safe" er et samarbejde mellem Dansk Kyst- og Naturturisme, Aalborg Universitet, INVIO, Foreningen for Danske Lystbådehavne og VisitNordsjælland med konsulenthjælp fra InnovationLab og Telling & Nesager.

 Det er et to-årigt projekt og er en del af Kickstart Dansk Turisme, der er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Og ifølge turistorganisationen har erfaringerne været så gode, at de nu skal deles med turisterhvervet i resten af landet i form af en håndbog. 

Parterne bag projektet understreger dog, at gode tiltag ikke nytter noget, hvis ikke turistaktørerne formål at kommunikere tiltagene til turisterne. Og det skal ske, før rejsen bliver bestilt. Derfor vil håndbogen også omhandle, hvordan man kommunikerer de hygiejniske rammer til turisterne.

- De turistaktører, som netop har fastholdt forholdsregler eller iværksat nye, er ikke altid gode til at fortælle, at her gøres der en indsats for at skabe en tryg oplevelse for turisten. Dermed forpasser de muligheden for rent faktisk at bruge tiltagene som en konkurrencefordel i markedsføringen, siger Heidi K. Dahl, innovationskonsulent hos Dansk Kyst- & Naturturisme.

Projektet løber indtil udgangen af 2021 og er en del af "Kickstart Dansk Turisme", der er støttet af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

_




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik