Turister bor privat i København

Antallet af udlændinge, der besøger Danmark som turister, er kraftigt undervurderet.

De officielle statistikker forbigår nemlig det eksploderende fænomen, hvor udlændinge betaler for eller bytter sig til at bo hjemme hos danskerne.

Politiken har indhentet tal fra to af de mest populære formidlingstjenester Airbnb og Homexchange.com. Tallene viser, at de vil bidrage med 452.000 overnatninger i 2013 - svarende til otte procent af de udenlandske overnatninger på hoteller sidste år. Men da tallene kun omfatter to af flere tjenester, er ferieformen formentlig markant mere udbredt.

»Der har været en nedgang i antallet af udenlandske overnatninger i Danmark siden midthalvfemserne. Men de her væksttal er nu så markante, at man ikke kan sidde dem overhørig«, siger lektor Janne Liburd, formand for Turismeforskerne i Danmark, til Politiken.

Ni af ti af de besøgende via Airbnb og Homeexchange.com er udlændinge. I snit opholder de sig i markant længere tid i Danmark og bruger dermed flere penge end hotelturister. Dermed afbøder de krisen i en branche, der i flere år har bekymret sig over for få besøg fra udlandet.

»Tallene er større, end vi troede. Og det er meget positivt med denne nye og spændende måde at rejse og besøge Danmark på. Den private udlejning har så absolut været undervurderet indtil nu«, siger Flemming Bruhn, direktør i turistorganisationen VisitDenmark, til Politiken.

Alene Airbnb kan i år til dato fremvise en vækst på 267 procent, skriver Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik