Tre unge dømt for ophold i Ungdomshuset

Højesteret har fundet tre unge skyldige for at planlægge vold mod politiet, fordi de opholdt sig i Ungdomshuset i forbindelse med rydningen. Dermed lægger dommerne sig på linie med deres kolleger i både by- og landsret, der også fandt de tre skyldige.

To fik stadfæstet straffen på ni måneders fængsel, mens den tredje fik nedsat sin straf fra 12 til 10 måneders fængsel.

Sagen er det sidste store kompleks, der har verseret ved retten efter de kaotiske dage omkring rydningen af Ungdomshuset på Jagtvejen i København.

Ved aktionen mod Ungdomshuset 1. marts 2007 blev politiet mødt med et stort lager af kasteskyts, jernstænger og molotovcocktails.
36 blev anholdt, og 15 måtte i retten med tiltale om forberedelse af grov vold mod politiet. Af dem tog de 10 sagen videre til landsretten, hvor de igen blev idømt ubetinget fængselsstraf.

Tre et halvt år senere er de sidste tre sager nu afsluttet med Højesterets dom.

Både by- og landsretten har tidligere slået fast, at alene de tiltaltes tilstedeværelse ved rydningen kombineret med deres tætte tilknytning til stedet er nok til at dømme dem for at medvirke til planlægning af grov vold mod politiet.

- De tiltalte var ikke bare glade koncertgængere, der kom i Ungdomshuset i ny og næ, sagde anklager Jens Røn, da sagen startede ved Højesteret for godt en måned siden. Han tilføjede, at de tiltalte flere gange havde overnattet på Jagtvej.

Desuden deltog de i flere såkaldte mandagsmøder, hvor blandt andet planer om barrikader blev diskuteret, ligesom de alle tre har indrømmet et vist kendskab til den store mængde af kasteskyts, bomber og jernstænger.

Ingen af de tre tog dog del i selve den voldelige aktion, men overgav sig straks, de så politiet.
/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik