Tre anholdt for million-bedrageri - udgav sig for at ringe fra politiet

Tre unge mænd fra hovedstadsområdet er anholdt og mistænkt for at have bedraget sig til cirka 2,1 millioner kroner ved at udgive sig for at være fra politiet.

Tre mænd i starten af 20'erne er torsdag blevet anholdt for at franarre en række borgere omkring 2,1 millioner kroner ved at udgive sig for at være fra politiet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De tre mistænkte har i 20 tilfælde ringet op til borgere og i telefonen givet indtryk af at ringe fra politiet. 

Her er det lykkes gerningsmændene at franarre borgerne deres personlige oplysninger, som har givet de falske betjente mulighed for at overføre penge fra de forurettedes konti.

Ifølge politiet har de mistænkte ringet op til borgerne via et nummer, der slutter på 1448, som også hovednumrene til landets politikredse gør.

- Det er desværre en måde at snyde folk på, som vi har set tidligere, og som vi gerne vil advare imod. Det kan være svært at gennemskue, når der bliver ringet fra et nummer, der minder om politiets, men selv om disse mennesker lyder troværdige i telefonen, så vil politiet aldrig bede om personlige oplysninger om bankkonti og NemID, siger Jesper Cederholm, der er politikommissær ved Københavns Politis Afdeling for økonomisk kriminalitet.

De tre mænd, der er henholdsvis 23, 23 og 21 år, blev anholdt torsdag, da Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet slog til på flere adresser i Hovedstadsområdet.

Udover sigtelsen for bedrageri for cirka 2,1 millioner kroner sigtes de også for  forsøg på bedrageri for yderligere cirka 2,6 millioner kroner.

- Det en alvorlig sag, hvor nogle sagesløse borgere er blevet franarret store beløb. Det understreger, hvor vigtigt det er, at man ikke udleverer den slags informationer, hvis man bliver ringet op på den måde, udtaler Jesper Cederholm.

De tre mænd bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret fredag.

Politiets råd: Sådan undgår du at blive udsat for svindel

  • Oplys aldrig NemID-koder, kontonumre og cpr-numre med mere til andre
  • Gem nøglekortet et sikkert sted - og ikke sammen med login og password til NemID
  • Brug NemID-nøgleappen i stedet for at have koderne på papir
  • Har du mistanke om, at andre har logget ind på din netbank eller mobilbank med dit NemID, så kontakt omgående dit pengeinstitut
  • Har du mistet dit nøglekort, eller har du mistanke om misbrug, så spær dit nøglekort. Det kan du gøre på nemid.nu

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik