Tråd flyder med trusler mod cyklister – de må ”smage på asfalten” fastholder bilist

En artikel har på TV 2 Lorrys Facebookside sat gang i en heftig debat om cyklister på vejene. TV 2 Lorry har konfronteret brugerne bag de mest spydige kommentarer.

- Kør lortet ned. Det er naturlig udvælgelse.

Sådan lyder en af kommentarerne til TV 2 Lorrys artikel om cyklister, der var ved at blive kørt ned af et militært køretøj, efter de havde forvildet sig ind i et militærområde. På baggrund af dette måtte livgarden komme med et opråb om, at cyklister og bilister skal passe på i deres område.

Og den førnævnte kommentar står ikke alene.

Siden tirsdag morgen, hvor artiklen blev udgivet, har der floreret flere dødstrusler og spydige kommentarer mod cyklister i kommentarsporet til artiklen, der er delt på TV 2 Lorrys Facebookside.

Mange af kommentarerne kommer fra bilister, der er frustrerede over cyklister på de danske veje.

quote De fortjener vitterligt en røvtur. Mange af dem er uden for pædagogisk rækkevidde. De må smage asfalten og lære det på den hårde måde

Benny Nielsen

Nogle af kommentarerne har været så voldsomme, at TV 2 Lorry har fjernet dem, da de går imod TV 2 Lorrys politik om god tone på sociale medier.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hold den gode tone i kommentarsporet

TV 2 Lorry beder alle holde den gode tone i kommentarspor på TV 2 Lorrys Facebookside.

Alle har ret til at ytre sig, og det er vigtigt, at alle kan føle sig hørt. Men af samme grund vil vi gerne sikre os, at alle kan lide at være med i debatten!

Vis hensyn og accepter også de mennesker, som du måtte være uenig med.

Der sidder rigtige mennesker ude bag skærmene med ægte følelser. Skriv til dem i kommentarfeltet, som du ville tale til dem ved middagsbordet.

Læs meget mere om retningslinjerne på TV 2 Lorrys kommentarspor her: https://www.tv2lorry.dk/god-tone

En bruger skriver blandt andet om cyklisterne:

- Så kør dem ned, så kan det være, at de lærer det.

Mens en anden skriver:

- Du blæser bare igennem hele pisset næste gang soldat.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Her ses flere af de kommentarer, som TV 2 Lorry har fjernet.
Her ses flere af de kommentarer, som TV 2 Lorry har fjernet.
Foto: TV 2 Lorry
Her ses flere af de kommentarer, som TV 2 Lorry har fjernet.
Her ses flere af de kommentarer, som TV 2 Lorry har fjernet.
Foto: TV 2 Lorry

TV 2 Lorry har efterfølgende kontaktet flere af brugerne bag de spydige kommentarer for at finde ud af, hvad der ligger bag dem.

En af brugerne havde skrevet på Facebook, at det var ærgerligt, at cyklisterne ikke blev ramt af militærkøretøjet. Brugerne ville dog ikke uddybe sin kommentar eller forklare sin holdning til cyklisterne overfor TV 2 Lorry.

En anden bruger, som TV 2 Lorry har talt med, skrev i kommentarsporet:

- Snotdumme idioter på cykler, det er det samme billede, man ser alle vegne så snart, de er mere end tre. De fortjener en røvtur.

Forfatteren bag kommentaren er Benny Nielsen fra Dragør. Han står ved sin kommentar om cyklisterne.

- Cyklisterne opfører sig som sindssyge på vejene. Jeg oplever det dagligt. De her cyklister er bindegale, uddyber han til TV 2 Lorry.

Står du ved din kommentar?

- Ja. De fortjener vitterligt en røvtur. Mange af dem er uden for pædagogisk rækkevidde. De må smage asfalten og lære det på den hårde måde, svarer han.

Hvad får dig til at skrive det?

- Det er jo en frustration over at have oplevet problemer med cyklister så mange gange. Mange af dem opfører sig uansvarligt og giver en fingeren eller råber ad en. Det er altid bilisten, der får skylden, hvis der sker noget, selvom cyklisterne kører uansvarligt, svarer han.

Hvorfor opstår den her frustration?

- Jeg har det tæt på livet, og det er et problem, som jeg ikke kan gøre noget ved. Politiet burde have større fokus på det.

Kan du ikke bare køre udenom dem?

- Jo, men det kan være besværligt, hvis de breder sig over hele vejen. Hvor skal man så køre hen? På smalle veje kan man ikke gøre noget.

Hvad burde cyklisterne gøre i stedet?

- De skal jo køre på cykelstien. Hvis der ikke er en cykelsti, kan jeg sagtens forstå, de kører på vejen. Men her skal de bare vise mere hensyn overfor bilisterne, svarer han.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Hvad siger færdselsloven?

Ifølge færdselslovens § 49, så må to cyklister gerne køre ved siden af hinanden, hvis forholdene tillader det.

Færdselslovens § 49:

Cykel må ikke føres ved siden af andet køretøj. Hvor der er tilstrækkelig plads hertil, må to cyklister dog køre ved siden af hinanden, hvis dette kan ske uden fare eller unødig ulempe. Gives der signal til overhaling, må cyklister ikke køre ved siden af hinanden, medmindre færdselsforholdene tillader eller nødvendiggør dette. Cykel med tre eller flere hjul må dog aldrig føres ved siden af anden cykel.

Stk. 2. Cyklist skal altid holde til højre på den vognbane, der er beliggende yderst til højre i færdselsretningen. Vognbanen ved siden af kan dog om nødvendigt anvendes under overhaling, såfremt denne ikke kan ske til højre.

Kilde: Retsinformation.dk

Alle har et ansvar

TV 2 Lorry har også talt med motionscyklist Torben Høj, der også har kommenteret på artiklens opslag.

Hvordan reagerer du på kommentarerne?

- Det er stærkt bekymrende, at folk hidser hinanden op på den måde. Det er skræmmende at læse, for det er opfordringer til vold, og at cyklister bare kan behandles, som man har lyst til, svarer Torben Høj.

Kommer det som et chok for dig at læse kommentarerne?

- Det overrasker mig ikke. Jeg har læst det før og oplever ofte, når jeg cykler rundt på landevejene, at der er konflikt mellem cyklister og bilister.

Hvad oplever du?

- At bilister ikke holder sig tilbage og blandt andet kører tæt forbi i høj fart med hornet i bund. Bare så man ved, at man ikke er velkommen på vejen.

Kan du forstå noget af den her vrede, der er mod cyklisterne?

- Ja, den kender jeg også selv. Men der er et stykke derfra, til at man skriver på den måde i en facebooktråd, svarer han og tilføjer:

- Der er en lille procentdel cyklister, der ikke kan finde ud af det, og så er der en tilsvarende procentdel bilister, der ikke kan finde ud af det. Alle har et ansvar.

Hvad er problemet med den her tone i kommentarsporet?

- Problemet er, at der hurtigt bliver generaliseret. Alle bliver enige om, at alle cyklister er dumme, og sådan er det ikke.

Flere hidser sig op over, at cyklisterne fylder for meget på vejene. Gør de det?

- Hvis der er en cykelsti, skal den naturligvis bruges. Er der ikke en, må man køre på vejen og efter forholdene. Det går ret nemt, når alle kan finde ud af det, som også oftest er tilfældet. Både cyklister og bilister.

Hvad skal der til for at vi undgår konflikter på vejene?

- Retorikken, synes jeg, er et stort problem, og så gælder det om at nå ud til de relativt få cyklister, der ikke kører efter forholdene. Ligesom man skal nå ud til de bilister, der hidser sig unødigt op over samtlige cyklister.

Hadfulde kommentarer kan være ulovlige

Kommentarer som dem, der ses i kommentarsporet, kan faktisk bryde med loven.

Ifølge advokat Vibeke Broberg, der har speciale indenfor sociale medier, er det dog altid en balancegang.

- Det kræver en helhedsbedømmelse, før man kan sige, om det er en ulovlig kommentar eller ej. Det er klart, hvis jeg skriver, at jeg kommer og slår dig ihjel, så er der ingen tvivl. Men med kommentarer som de her, så skal man ind og vurdere, blandt andet hvad konteksten er, siger hun til TV 2 Lorry.

Derudover kræver det også, at kommentarerne bliver anmeldt, før politiet kigger på dem.

- Der gælder de samme regler som alle andre steder. Man må sige det samme, som man må på gaden. Der er dog et lille frirum i, at der er så mange kommentarer. Der er så mange, at politiet ikke kan sidde og se det hele igennem, siger hun.

Dog er der folk, der er blevet dømt for at skrive trusler på sociale medier.

- Der bliver slået hårdt ned på trusler. Nogle er blevet dømt for at skrive trusler til socialrådgivere eksempelvis, forklarer advokaten.

Det overrasker hende ikke, at debatten i TV 2 Lorrys kommentarspor indeholder de her hadfulde kommentarer.

- Når folk er sure på sociale medier kan de reagere i øjeblikket. Det er frustrationer og vrede, der bliver reageret på i momentet. Samtidig fremmer sociale mediers algoritmer de her kommentarer, siger hun.

Hvad kan man så gøre ved det her problem?

- Medier skal naturligvis fjerne kommentarer, der er for voldsomme, og ellers gælder det om at holde sig indenfor ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark, slår hun fast.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik