Tømmerflåde får helikopter i luften

Fire unge på en tømmerflåde ud for Amager i København skabte panik, da deres fartøj drev fra land.

En helikopter fra Søværnets Operative Kommando nåede at komme i luften, og også brandberedskabet i lufthavnen nåede at blive alarmeret, inden det viste sig, at fire unge på en tømmerflåde ud for Kastrup Lystbådehavn kunne komme ind ved egen hjælp.
      De unge var mandag eftermiddag ved 16-tiden i fralandsvind sejlet ud fra Amager Strandpark i København på deres tømmerflåde, der var udstyret med en havebænk.
      Da de var 200-300 meter ude, så situationen så faretruende ud, at folk på land slog alarm.
      Også nogle kajakroere var på vej ud for at hjælpe.
      - Da gik alvoren tilsyneladende op for de unge, så de fik gang i årerne og padlede indad ved egen hjælp, siger den centrale vagtleder John Hansen, Københavns Politi.
      Da de var kommet i land, tog de benene på nakken og forsvandt som dug for solen.
      - Med mindre de selv melder sig i aften, er chancen for at finde dem nok ikke så stor, siger vagtlederen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik