Togpendlere forsinkes hver eneste morgen

Kl. 8.20 går togtrafikken nærmest i stå mellem Hovedbanegården og Østerport Station i København, så tusindvis af passagerer kommer for sent til et gøremål.

Tusindvis af sjællandske togpendlere, som kører med fjerntog til enten Nørreport eller Østerport stationer i København, må hver morgen tage hjemmefra mindst et kvarter tidligere end normalt, hvis de vil være helt sikre på at møde til tiden på jobbet eller uddannelsesinstitutionen, skriver Berlingske Tidende. Siden 9. januar, da en ny køreplan trådte i kraft, har togene stort set dagligt kørt med forsinkelser på mellem fem og 15 minutter i morgenmyldretiden mellem København H og Østerport. Årsagen er, at der nu kører 16 tog i timen i de travleste morgentimer på flaskehalsstrækningen forbi Nørreport Station mod tidligere 14 eller 15. Samtidig har Kystbanen kørt uregelmæssigt, siden DSB First overtog driften. Og det går også ud over DSBs passagerer. På forhånd havde køreplanlæggerne ellers forsøgt at holde antallet af forsinkede tog nede på et acceptabelt niveau ved at lægge fem-seks minutters ekstra rejsetid ind i køreplanerne for de tog, der kører i »Røret« mellem København og Østerport. Alligevel klumper togene sig sammen i tidsrummet kl. 8.20 - 9.20, hvor hovedparten af alle pendlere ankommer til hovedstaden.Sjældent tog til tiden »Kapaciteten mellem Hovedbanegården og Østerport er udnyttet til det maksimale. Der kan teoretisk køre 18 tog i timen i hver retning, hvis alle tog er rettidige. Det er de bare ikke ret tit. Nu kører vi 16 tog i timen, og det er en stor udfordring. Vi er godt klar over, at tingene ikke hænger helt sammen i hverdagen, og det er det, passagererne oplever,« siger områdechef i Banedanmark Klaus Bergman. Banedanmark, der har ansvaret for trafikafviklingen, har nedsat en task force-gruppe, hvor også DSB og DSB First deltager. Gruppen diskuterer bl.a., om man kan bytte lidt rundt på, hvilke tog der holder ved hvilke perroner på Østerport for at få trafikken til at glide hurtigere. Desuden er medlemmerne kommet til den erkendelse, at det nok ikke er så smart at rangere tomme tog igennem Røret midt i myldretiden - som det ellers har været praksis. »Når opholdstiden på Østerport Station bliver for lang, forsinker det alle tog, der kører ind i Røret,« siger Klaus Bergman, der satser på, at togene kører mere præcist om en uge eller to, når task force-gruppen har iværksat en handlingsplan.DSBs trafikchef, Stig Friisbæk, siger, at der arbejdes hårdt for at få identificeret de sygdomstegn, der forsinker selv de fjerntog, som ankommer rettidigt til Hovedbanegården om morgenen. »Jeg er foruroliget over situationen. Men det er svært at gennemskue, om Banedanmark har været for optimistisk i forhold til antallet af tog, der er blevet tildelt kapacitet i Røret, eller om problemet skyldes, at en ny operatør (DSB First) mangler rutine,« siger Stig Friisbæk.Ifølge DSB Firsts kommunikationsansvarlige, Morten Tjerrild, går det fremad med at køre stadig flere tog til tiden. Selskabet arbejder fortsat på at håndtere stærkt forsinkede Øresundstog fra Sverige, så de ikke skaber kuk i køreplanen for alle andre tog i Røret. DSB First undersøger også, om nogle af togene kan køre med færre vogne. Det letter nemlig ekspeditionstiden i Røret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik