Tivoli Revyen genopstår næste sommer

Til næste år får landets revyer konkurrence af én i Tivoli. Revyen i den gamle have genopstår som Tam Tam.

Er man til spas og satire, kan det være, at man skal slå et slag forbi Tivoli næste sommer. For den gamle have genopliver sommerrevyen i 2014.

Det er Tivoli og The One and Only Company der sammen relancerer Tivoli sommerrevy under navnet Tam Tam i Glassalen. Den årligt tilbagevendende sommerrevy får premiere på årets første officielle sommerdag 1. juni.

Instruktør Joy-Maria Frederiksen kommer til at stå i spidsen for revyen. Hun er en erfaren revyinstruktør og har senest får anmelderroser for sin iscenesættelse af Nykøbing Falster Revyen, der også har slået sin egen publikumsrekord i år.

Revyholdet bliver præsenteret på et pressemøde i Tivoli inden for et par uger, så snart alle kontrakter er på plads.

- Jeg tror al den gode karma fra de gamle Tivoli-varieteer og Tivoli Revyens store perioder under Stig Lommer, Aage Stentoft og Klaus Pagh vil være med os i vores bestræbelser på at vække Tivoli Revyen af sin tornerosesøvn, siger instruktøren.

Tivolidirektør glæder sig til nyt liv i Tivoli Revyen

Joy-Maria Frederiksen er overbevist om, at revyen vil "vågne ung, frisk og seriøst udhvilet" til næste år.

Direktør i Tivoli Lars Liebst ser frem til at kunne byde gæster velkommen til revy igen.

- Vi glæder os til at puste nyt liv i Tivoli Revyen. Nu er tiden moden. Glassalen er med sin historik og traditioner for revy det helt rigtige sted at sætte tusindvis af billetter til salg, for nu er det tid til at more sig, siger Lars Liebst i en pressemeddelelse.

Første gang Tivoli kom med en revy var helt tilbage i 1884 under navnet Sommerrevyen lanceret af teaterdirektør Vilhelm Petersen.

Siden har navne som Preben Uglebjerg, Ulf Pilgaard, Daimi, Dirch Passer, Jørgen Ryg, Preben Kristensen og mange andre af tidens store skuespillere sat deres humoristiske fingeraftryk på revyerne.

Tivoli og The One and Only Company har tidligere arbejdet sammen om at vise havens gæster Den eneste ene, Elsk mig i nat og Grease.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik