Tirsdag kører busser igen normalt - men med halvt så mange passagerer

Få overblikket over, hvordan den offentlige transport på Sjælland kører fra tirsdag den 14. april.

Den seneste måned har færre danskere taget på arbejde - og det fik Movia og DSB til at skrue ned for antallet af busser, lokaltog og S-tog.

Men fra tirsdag den 14. april begynder busser og lokaltog igen at køre som normalt, mens antallet af S-togsafgange også øges.

Opfordringerne fra myndighederne om blandt andet at undgå rejser i myldretiden gælder dog fortsat.

Opfordringer fra myndighederne og DSB til de rejsende:

  1. Gå eller tag cyklen ved kortere ture
    Skal du blot en kort tur, overvej da om det er muligt for dig at cykle eller gå. På den måde undgår du tæt kontakt under transporten, og du giver andre rejsende, som ikke har samme mulighed, bedre plads i den kollektive trafik.
     
  2. Rejs uden for myldretiden
    I myldretiden kan passagerne med den kollektive trafik komme ud for at skulle stå særligt tæt i busser, tog og metro. Overvej om du har mulighed for at rejse uden for myldretiden, ved fx at flytte din aftale eller møde lidt tidligere eller senere på arbejdspladsen.
     
  3. Vis hensyn til andre rejsende
    Host og nys ikke i retning af dine medrejsende. Skal du hoste eller nyse, gør det da i dit ærme eller i et medbragt engangslommetørklæde. Vær særlig opmærksom på ikke at hoste eller nyse i nærheden af ældre medrejsende.
     
  4. Husk den gode håndhygiejne
    I den kollektive trafik er det ofte nødvendigt at holde fast for at holde balancen. God og grundig håndhygiejne er effektivt ift. forebyggelse af coronavirus. Vær derfor opmærksom herpå, når du er eller har været i direkte kontakt med de fælles berøringsflader (håndtag, stopknapper m.v.) med andre rejsende.
     
  5. Rejs ikke med kollektiv trafik, hvis du er syg, eller formoder at være smittet
    Er du syg eller formoder du, at du er smittet, så tag hensyn til andre ved ikke at rejse med den kollektive trafik.
     
  6. Brug albuen når du skal åbne dørene i toget.

TV 2 Lorry giver dig her et overblik over, hvordan den offentlige trafik kommer til at køre fra tirsdag den 14. april:

Rejseplan.dk vil løbende blive opdateret med ændringerne.

Busser og lokaltog kører som normalt - men med halvt så mange passagerer

Siden den 30. marts har der kørt færre busser og lokaltog på Sjælland. 

Men fra torsdag den 14. april vil driften vende tilbage til normalen, oplyser DOT, Din Offentlige Transport og Movia.

Busser og lokaltog vil dog kun være halvt fulde for at sikre afstand mellem kunderne. Derfor kan man opleve, at ens bus kører forbi et stoppested, hvis den er halvt fyldt op.

Det vil fortsat ikke være muligt at bruge fordøren, eller forreste sæderække bag chaufføren i bussen. Derudover skal man stadig holde sig bag hygiejnelinjen for at beskytte chaufføren, og man kan ikke betale med kontanter i bussen.

Derudover gør man fortsat ekstra rent i busserne på steder som knapper, stænger, stropper og armlæn.

Tirsdag vil der være ekstra personale på udvalgte busstoppesteder, der skal sørge for at busserne kun er halvt fyldte.

På grund af sporarbejde er der først almindelig køreplan igen på Tølløsebanen fra mandag 20. april 2020.

Flere S-tog, men ikke tilbage til normal drift

Siden den 23. marts har der også kørt færre S-tog. Fra den 14. april vil man også øge antallet af afgange indtil den 19. april, oplyser DSB.

De S-tog, der normalt kører om natten er fortsat aflyst.

Sådan kører S-togene fra den 14. april til den 19. april:

Linje A kører hvert 10. min mellem Hillerød og Køge

Linje B kører hvert 10. min mellem Farum og Høje Taastrup

Linje C kører hvert 10. min mellem Klampenborg og Frederikssund

Linje F kører hvert 5. min mellem Hellerup og Ny Ellebjerg

 

Kilde: DSB

Metroen

Metroen har normal drift på alle linjer, men der vil fortsat ikke være drift om natten.

Tidligt i corona-krisen indsatte Metroselskabet flere tog i myldretiden for at undgå, at folk stod for tæt, men da trafikken er styrtdykket, har det ikke været nødvendigt.

For at sikre at der ikke kommer for mange passagerer i metroen, vil der være restriktioner på antal passagerer i tog og på stationer, så det er muligt at holde den nødvendige afstand.

For at minimere risiko for smitte vil personale tjekke billetter ved nedgangen til stationerne.

Fjern- og regionaltog

Fjern- og regionaltog har kørt med reduceret køreplan under corona-krisen, men også her begynder man at køre med flere afgange på enkelte strækninger fra den 14. april.

Man skal fortsat have pladsbillet til alle tog undtaget Øresundstogene og S-togene.

Fjerntog:

InterCity mellem Cph Lufthavn/Østerport og Aalborg/Esbjerg
Alle InterCitytogene kører som normalt.
 

PendlerLyntog mellem Aarhus/Odense og København H/Cph Lufthavn
PendlerLyntogene er aflyst i begge retninger.

InterCityLyn mellem Aarhus/Odense og København H/Cph Lufthavn
Disse InterCityLyn er aflyst i begge retninger.

 

Kilde: DSB

Regionaltog:

Helsingør - København H
Togene på Kystbanen kører hvert 20. minut i følgende minuttal i dagtimerne.
 

Østerport/København H - Ringsted/Slagelse
Regionaltogene mellem Østerport og Slagelse kører én gang i timen.
 

Borup og Viby Sj.
Om morgenen i myldretiden standser tre InterCitytog mod København ekstra på Borup og Viby. Og om eftermiddagen er der tre InterCitytog fra København som standser.
 

Lille Syd: Næstved - Køge - Roskilde

Fra tirsdag den 14. april kører vi hver halve time mellem Køge og Næstved i dagtimerne.

 

Kalundborg - Holbæk - Østerport
Regionaltogene mellem Kalundborg og Østerport samt mellem Holbæk og Østerport kører én gang i timen. Der sættes flere tog ind på strækningen fra den 20. april.

 

Nykøbing F - København H/Østerport
Fra tirsdag den 14. april kører vi hver halve time mellem Køge, Næstved og Nykøbing F i dagtimerne.

 

Kilde: DSB


    Oversigt

    Seneste nyt

      Overblik

      Overblik

    Oversigt

    Seneste nyt

      Overblik

      Overblik