Slut med bosteders tilsyns-shopperi: Minister vil nu lukke smuthul i loven

Sociale tilbud skal ikke kunne undslippe socialtilsynet ved at skifte adresse. Social- og indenrigsminister Astrid Krag har fået bred politisk opbakning til at ændre loven

Social- og indenrigsminister Astrid Krag, (S), går nu i gang med at forberede et lovforslag, som skal lukke det hul, der har givet mulighed for at tilbud ved at skifte adresse har kunnet undgå socialtilsynet og overhængende sanktioner.

quote Nu sætter vi ind mod de brodne kar. Det skal ikke kunne betale sig at skifte adresse for at slippe for en overhængende sanktion.

Astrid Krag, Social- og indenrigsminister, Soc.dem

Ministeren vil indføre en såkaldt karensperiode på ét år i lov om socialtilsyn. Dermed vil et tilbud være underlagt det samme af landets fem socialtilsyn i et år, selv om tilbuddet eller koncernen bag skifter adresse eller hovedadresse.

- Nu sætter vi ind mod de brodne kar. Det skal ikke kunne betale sig at skifte adresse for at slippe for en overhængende sanktion. Det handler om nogle af vores mest sårbare medmennesker, som fortjener en værdig hjælp og støtte. Kvaliteten skal være i orden uanset beliggenheden i landet, siger social- og indenrigsminister, Astrid Krag til TV 2 Lorry.

Lovforslaget kommer efter, at TV 2 Lorry i december 2019 fortalte om, hvordan private sociale bosteder udnytter et hul i loven og dermed undgår at blive lukket ned af tilsynet. Til stor frustration for blandt andet Socialtilsyn Hovedstaden.

- Det er uhensigtsmæssigt, at man kan flytte midt i en kritisk proces. Og det er jo også det, de fem socialtilsyn har gjort ministeriet og Socialstyrelsen opmærksom på. At der er denne her uhensigtsmæssighed i loven, udtalte Socialtilsyn Hovedstadens tilsynschef, Mie Andresen, til TV 2 Lorry i december.

Socialtilsyn ville lukke botilbud

Botilbuddet Damsgaarden i Gilleleje er et af de private botilbud, som har flyttet koncernens hovedadresse, da stedet var lukningstruet. Botilbuddet har udviklingshæmmede og handicappede borgere boende på gården.

Damsgaarden var i en længere periode under skærpet tilsyn hos Socialtilsyn Hovedstaden, som i juni 2019 besluttede sig for at ville lukke botilbuddet.

Kort tid før lukningen bliver iværksat, vælger Damsgaardens direktør dog at skifte koncernens hovedadresse. På det centrale virksomhedsregister kan man se, at bostedets moderselskab Martin Smidt Holding Aps. den 3. juni i år skifter adresse fra Helsingør til Frederiksberg.

Socialtilsyn Hovedstaden må herefter overdrage sagen til Socialtilsyn Syd. Det skal de, fordi Socialtilsyn Hovedstaden holder fysisk til hos Frederiksberg kommune, og derfor ikke må holde øje med bosteder og specialtilbud i den kommune, hvor de selv bor. Det betyder altså, at Damsgaarden skifter tilsynsmyndighed midt i en kritisk kulegravning, der risikerer at lukke bostedet.

Og den manøvre forarger Socialudvalgets næstformand, Karina Adsbøl (DF).

- Når der er fem socialtilsyn, så er det vigtigt, at der også er en ensrettet praksis. Og så dur det jo ikke, at de private sociale tilbud bare kan shoppe rundt mellem tilsynsmyndighederne. Så hvis man ikke kan blive godkendt i et tilsyn, så kan man bare flytte og blive godkendt i et andet tilsyn, siger Karina Adsbøl.

Sådan fungerer tilsyns-shopperi

Landets fem sociale tilsyn er sat i verden for at holde et vågent øje med dag- og døgntilbud til udsatte og handicappede borgere.

 

Tilsynene dækker hver deres regionale område og holder fysisk til i én af kommunerne her.

 

Tilsynene må ikke føre kontrol med tilbud i den kommune, de selv bor i.

For eksempel er Socialtilsyn Hovedstaden placeret på Frederiksberg. Derfor må de ikke føre tilsyn med sociale bosteder, der har adresse i Frederiksberg Kommune.

 

I denne konstruktion findes der dog et smuthul, som private tilbud kan udnytte og dermed lege kispus med socialtilsynene.   

 

Ifølge loven er det nemlig tilladt for koncernlignende virksomheder – altså firmaer med både et moder og et datterselskaber, at flytte koncernens hovedadresse. Også selvom de er under skærpet tilsyn.

Minister ønsker mere ensartet socialtilsyn

Ud over karensperioden har ministeren fået bred opbakning til at sikre en mere ensartet og kvalificeret tilsynspraksis på tværs af de fem socialtilsyn. Det vil også mindske incitamentet til at ”shoppe tilsyn”.  Ministeren vil derfor indføre en forpligtelse i socialtilsynsloven for de fem socialtilsyn til at deltage i praksiskoordinerende initiativer og aktiviteter, som Socialstyrelsen sætter i gang.

Endelig vil Social- og Indenrigsministeriet gennemgå loven for at sikre, at der ikke er uklare regler, som kan danne grundlag for en uensartet praksis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik