Ti kommuner i fælles indsats: Udsatte børn mangler plejefamilier

Aflastnings- og plejefamilier er en mangelvare i de nordsjællandske kommuner, der nu har slået pjalterne sammen i et forsøg på at komme problematikken til livs.

Flere kommuner i Nordsjælland har problemer med at finde pleje- og aflastningsfamilier for udsatte børn, der skal anbringes uden for hjemmet.

Derfor er ti kommuner nu gået sammen om at sætte fokus på problematikken, så manglen på plejefamilier kan nedbringes.

Det drejer sig om de nordsjællandske kommuner Allerød, Egedal, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm og Rudersdal, der alle har problemer med at anbringe udsatte børn i deres lokalområde.

Derfor afholder kommunerne i slutningen af måneden et stort fællesarrangement i Hillerød, hvor mulige familier med interesse i at blive pleje- eller aflastningsfamilier for udsatte børn opfordres til at deltage.

- Sommetider giver det rigtig god mening, at vi kan anbringe børnene lokalt, så de kan beholde deres skoletilbud og venner her i Furesø. Det kan vi desværre ikke imødekomme på nuværende tidspunkt, og derfor håber vi, at mange vil deltage i informationsmødet i slutningen af september, siger Karen Nielsen, der familieplejekonsulent i Furesø Kommune, i en pressemeddelelse.

quote De børn, vi skal have placeret, kommer med meget forskellige behov. Derfor har vi brug for forskellige typer af familier

 

Forskellige behov kræver forskellige familier

Der er mangel på alt fra fuldtids-plejefamilier til familier, der har lyst til at være aflastningsfamilier for et barn i weekender og i ferier, oplyser kommunerne.

- At blive plejefamilie er et valg om at åbne jeres hjem for et barn, der har brug for at vokse op i trygge og stabile rammer. De børn, vi skal have placeret, kommer med meget forskellige behov. Derfor har vi brug for forskellige typer af familier, da hver type af familie har noget særligt at bidrage med, siger familieplejekonsulent i Allerød Kommune, Henrik Michael Carlsen.

Til informationsmødet kan potentielle familier få svar på alle mulige spørgsmål om udfordringer såvel som glæder ved at være pleje- eller aflastningsfamilie. Ved mødet deltager radiovært, sanger og fotograf Alex Nyborg Madsen, der selv er plejefar, hvor han deler ud af sine personlige erfaringer.

Arrangementet finder sted lørdag den 28. september mellem klokken 10 og13 på Hillerød Rådhus.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik