TDC til rygere på jobbet: Betal selv for smøgpauserne

Ny rygepolitik sætter gang i debatten i TDC. Rygere må selv betale for rygepauser, og firmabiler bliver røgfri

Fra 1. oktober kommer det til at koste i lønningsposen hos de TDC-ansatte, der godt kan lide at få en smøg i løbet af arbejdsdagen.

Telegiganten strammer rygepolitikken, så rygerne fremover må nøjes med at dyrke deres last i frokostpausen. Ellers bliver det for egen regning, lyder det fra koncernchefen for HR i TDC, Miriam Hvidt.

- Det har været en lang rejse fra stort set fri rygning for mange år siden, til at vi nu har strammet rygepolitikken i forhold til, hvor der må ryges på TDC's område.

- Fremadrettet må der ryges lidt længere væk fra bygningen, end det hidtil har været muligt, og så indfører vi totalt rygeforbud i vores biler, så der hverken må ryges i de tekniske biler eller i medarbejdernes firmabil, siger hun.

Ansat bliver trukket i løn for 15 minutter pr. smøgpause

Der må heller ikke længere ryges i arbejdstiden uden for frokostpausen og andre skemalagte pauser. Det betyder, at hvis man vil ryge derudover, så må man lave en aftale med sin chef, om hvordan den tid så kompenseres.

For eksempel ved at den ansatte bliver trukket i løn for 15 minutter per cigaret.

Den nye ordning er blevet modtaget med blandede reaktioner fra medarbejderne. Kritikken har raset på TDC's intranet, men der har også været positive reaktioner fra de ansatte, siger Miriam Hvidt.

- Rygepolitik er et følsomt emne, så det har givet en vældig debat både med kritik og støtte. Det er helt sikkert et følsomt emne, siger hun.

Ifølge HR-chefen mente TDC's ledelse ikke, at tiden var moden til et totalt rygeforbud, som for eksempel nogle kommuner har indført. Men det kan være, det kommer med tiden.

TDC indførte indendørs rygekabiner til de ansatte i starten af 00'erne. Det blev dog helt slut med at ryge indendørs i slutningen af 2009.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik