Tatovør får straf for at gå for vidt

Københavnsk tatovør har fået bøde for at tatovere mand i ansigtet. Han dukkede ikke op til retsmødet i byretten.

Godt nok er tatoveringer meget populære, men det er ikke i orden at tegne på alle dele af kroppen.

Det har Københavns Byret fastslået i en dom, hvor en tatovør fra Vesterbro er blevet idømt en bøde på 1000 kroner.

Manden udeblev fra retsmødet i byretten onsdag eftermiddag og forsøgte altså ikke at forsvare sig over for dommeren.

Sidste sommer opdagede et par betjente, at en mand netop var blevet udstyret med en tatovering i ansigtet.

Inde i forretningen fandt de hurtigt beviset. Et foto viste, hvordan tatovøren var ved at dekorere kundens ansigt med forretningens logo.

Tegningen bredte sig over næse og kind.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik