Miljøminister, Esben Lunde Larsen (V) er nu tvunget til at undersøge, hvilke mijømæssige konsekvenser, sandsugningen har for Øresunds unikke dyreliv, og om man kan hente sandet et andet sted i stedet.
Det har alle Folketingets partier netop besluttet.
Manden bag forslaget er folketingsmedlem Martin Lidegaard (Rad. Vens.), og han er glad:
Jeg er lykkelig og råber højt hurra
- Jeg er lykkelig og råber højt hurra, for det har vi arbejdet på i lang tid, og nu er der endelig hul igennem, siger Martin Lidegaard.
Han drømmer om en nationalpark, hvor sandsugning er forbudt. I den proces er beslutningen om undersøgelsen kun første skridt, og det er ikke sikkert, andet skridt nogensinde bliver taget.
Alligevel kan han ikke få armene ned, for uden første skridt, kommer andet skridt aldrig:
- Det er virkelig en god dag for alle naturelskere, jubler han.
Først til efteråret skal resultaterne af undersøgelsen fremlægges, og derefter skal politikerne tage stilling til, om Øresund skal beskyttes.
- Jeg håber inderligt, det kan ske til efteråret. Det handler om at bevare det unikke dyreliv, siger Martin Lidegaard
Hvor langt er de med et eventuelt forbud?
I indslaget nedenunder fra tidligere på året kan du se, hvorfor sandsugning er kommet i modvind.