Tæt pinsetrafik mod hovedstadsområdet

Kør tidligt om morgenen eller sent om aftenen, hvis du skal hjem til hovedstadsområdet fra pinseferie, lyder beskden.

Der er risiko for lange køer på Øresundsbroen i retning mod Danmark 2. pinsedag. Foto: Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix

Vejdirektoratet forventer tæt hjemrejsetrafik mandag for hovedstadsområdets borgere, der har været på pinseferie.

Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

I retning fra Vestdanmark mod hovedstadsområdet kan der opstå tæt trafik på motorvejene fra Jylland og Fyn, mens ruten mod København fra Sjællands Odde også forventes at have tæt trafik.

Det samme gør sig gældene på vejene fra de store sommerhusområder som eksempelvis Nordkysten og Odsherred.

Læs også Årets første sommerdag? Mandag byder på sol, varme og skyfri himmel

Har man som dansker holdt pinseferie i Sverige, skal man også have god tålmodighed i mandagens helligdagstrafik, meddeler Vejdirektoratet.

På Øresundsbroen er der risiko for lange køer på grund af den fortsatte grænsekontrol, når man skal rejse ind i Danmark, kombineret med hjemrejsetrafik fra ferieområder.

- Vi råder trafikanter til at køre tidlig morgen eller sen aften, hvis det er muligt, lyder beskeden fra Vejdirektoratet.

Statsadministrationens trafikenhed opfordrer bilister til at holde øje med trafikkortet på Vejdirektoratets hjemmeside, hvor man kan holde sig opdateret på den aktuelle trafiksituation.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik