Syverne kæmper forgæves i lang jagt

Par nummer syv angreb gang på gang forgæves i mandagens lange jagt over 75 kilometer. Marc Hester fører løbet.

Publikumsfavoritterne Michael Mørkøv og Alex Rasmussen er på tredjepladsen i seksdagesløbet i Ballerup inden finaledagen tirsdag.

Det danske par, som har vundet seksdagesløbet tre gange tidligere, angreb gang på gang i den frygtede handicapjagt over 75 kilometer. Men hver gang blev danskernes offensiv elimineret af de øvrige toppar i fællesskab.

Det betyder, at en tredje dansker, Marc Hester, og hans tyske makker Leif Lampater stadig fører seksdagesløbet med 243 point. Tyskerne Robert Bartko og Marcel Kalz er nummer to med 236 point.

Par nummer syv har løbets højeste pointtal - 283 - men er en omgang efter de to andre toppar.

Østrigerne Andreas Müller og Andreas Graf er yderligere en omgang tilbage, men var også meget ivrige efter at køre danskerne ind mandag aften.

Den hårde jagt blev vundet af danskeren Niki Byrgesen og hans tyske makker Marcel Barth.

Selv om tempoet faldt efter en hæsblæsende første tredjedel, endte jagten alligevel i ny banerekord med en gennemsnitsfart på 54,15 kilometer i timen for de 75 kilometer.

Meget sigende for begivenhederne var det Michael Mørkøv, som angreb først, og det gjorde den danske landevejsmester allerede efter fem af jagtens i alt 300 omgange.

I den anden ende angreb den meget holdbare landevejsrytter med 20 omgange tilbage. Efter at parret blev kørt ind, kom Mørkøvs måske mest seriøse alt-eller-intet-offensiv med bare ni omgange tilbage.

Danskerne i dannebrogstrøjen skabte et forspring til feltet på næsten en halv omgang, men blev igen kørt ind af de forreste i feltet.

Marc Hester og hans makker kørte afventende og går ind til finaledagen som løbets nummer et.

Mørkøv og Rasmussen har dog scoret så mange point, at de har udsigt til en bonusomgang for at runde 100 point.

Hvis par nummer syv får en bonusomgang inden finalejagten tirsdag aften, kommer parret på omgangshøjde med de to forreste par og kan vinde løbet på point.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik