Syv ud af 10 overtræder loven på cykel: Her er trafikreglerne, flest cyklister bryder

En ny undersøgelse afslører de mest hyppige lovovertrædelser på cykel.

Cyklister ser stort på både sikkerheden og færdselsloven.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige.

Her erkender næsten syv ud af ti danskere, at de bryder loven, når de cykler, og samtidig udpeger de reglerne, de oftest bryder, når de bevæger sig rundt i trafikken.

Og måske ikke så overraskende er det især fodgængere, der bliver presset af cyklister i det offentlige rum.

I undersøgelsen erkender godt hver tredje af de adspurgte nemlig, at de har kørt på fortovet og drejet til højre for rødt lys, mens hver fjerde har cyklet i fodgængerfeltet ved lyskryds.

- I alle tre tilfælde er der tale om, at man bevæger sig ind i områder, som fodgængere har ret til at føle sig sikre og trygge i. Og selv hvis det ikke fører til påkørsel af fodgængere, er det alligevel med til at skabe usikkerhed, og man bør som cyklist holde sig fra fortovet og vejbanen, selvom det kan virke fristende at tage en smutvej” siger Henrik Sagild, der er direktør for Skade i Gjensidige.

På de efterfølgende pladser over de mest udbredte lovovertrædelser blandt cyklister er kørsel overfor gult, selvom der er tid til at stoppe, kørsel mod færdselsretningen og brug af håndholdt mobil til at tjekke sociale medier og sende sms'er.

Fakta: Så mange begår disse lovovertrædelser på cykel
Kørt på fortovet36%
Kørt i fodgængerfeltet23%
Kørt mod færdselsretningen17%
Drejet til højre for rødt34%
Kørt lige over for rødt4%
Kørt lige over for gult, selvom du kunne nå at stoppe17%
Kørt lige over for rødt, når der ikke er anden trafik12%
Brugt håndholdt telefon til at læse/sende beskeder eller tjekke sociale medier mv.15%
Taget foto/selfie med telefonen5%
Brugt håndholdt telefon til at foretage eller modtage opkald12%
Hørt så høj musik, at man ikke kunne høre trafikken omkring dig8%
Kilde: Kantar Gallup for Gjensidige