Charlotte har senfølger og er i kø til behandling: "Man bliver desperat af at have det sådan"

Regionale klinikker skal behandle senfølger af corona. Charlotte Bremer Laursen har hovedpine og hukommelsessvigt.

Coronavirusset har for længst forladt kroppen, men sådan føles det langtfra.

Ømme muskler, voldsom hovedpine, åndedrætsbesvær og høj puls er bare nogle af de gener, der kan plage i månedsvis.

Med senfølgeklinikker er der nu hjælp på vej til de hårdest ramte.

I Region Sjælland og Region Hovedstaden er klinikkerne åbne, og Charlotte Bremer Laursen er blandt dem, der venter på, at det skal blive hendes tur.

Hun blev smittet i begyndelsen af november og har det så dårligt, at hun er sygemeldt.

quote Jeg har konstant hovedpine og en snurren i hovedet. Jeg er svimmel og kan ikke huske noget

Charlotte Bremer Laursen

- Jeg har konstant hovedpine og en snurren i hovedet. Jeg er svimmel og kan ikke huske noget, siger hun.

Hun er gået fra et aktivt liv som lærer på et gymnasium syd for København til at opleve, hvor presset hun kan blive blot ved at hendes egne børn spørger om noget.

Artiklen fortsætter efter billedet...

20210114-143545-L-1920x1280we
Foto: Emil Helms - Ritzau Scanpix

En kort gåtur er, hvad hun har overskud til i løbet af dagen, og derfor ser hun frem til at få hjælp:

- Man bliver desperat af at have det sådan.

Hun klarede virusset uden indlæggelse, og det kendetegner en stor del af de patienter, der henvises til klinikkerne, siger Lars Østergaard, der er ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Her er flere end 200 på venteliste.

quote Typisk er folk blevet raske efter fire-fem dage, men så efter en uges tid begynder det at gå værre

Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital

- Typisk er folk blevet raske efter fire-fem dage, men så efter en uges tid begynder det at gå værre. De symptomer, de får, har jeg aldrig tidligere set så specifikt ved nogen sygdom, siger Lars Østergaard.

FAKTA: Senfølger kan ramme fysisk og psykisk

Nogle kæmper efter coronasmitte med fysiske gener som hovedpine, andre rammes psykisk med for eksempel angst.


Ømme muskler, træthed, voldsom hovedpine, åndedrætsbesvær og høj puls er nogle af de gener, der kan plage coronasmittede i månedsvis. Det samme kan angst og depression.


Med regionale senfølgeklinikker er der hjælp på vej til de hårdest ramte. Her kan du læse mere om klinikkerne:


  • Patienter og læger har efterlyst ét samlet sted, hvor patienter med alvorlige og længerevarende senfølger kan henvende sig.
  • Sundhedsstyrelsen har anbefalet regionerne at åbne klinikkerne fra 1. januar.
  • Der er klinikker i Region Sjælland og Region Hovedstaden. De er placeret på sygehusene.
  • Langt de fleste coronasmittede får milde symptomer og bliver raske igen uden behandling. Enkelte oplever senfølger i lettere eller sværere grad.
  • Senfølger betragtes som længerevarende, hvis de har varet i mindst seks uger efter den akutte sygdom.
  • Der findes på nuværende tidspunkt ingen specifik behandling for senfølger, men lægerne har nogle teorier om, hvorfor de rammer nogle mennesker.
  • Teorierne skal undersøges nærmere og dermed medvirke til at finde behandlinger.
  • Mange med senfølger oplever, at generne langsomt aftager.


Kilder: Sundhedsstyrelsen og Ritzau.


/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik