Svinefedt skyld i storbrand

Komfur blev tændt ved et uheld og antændte gryde med fedt. Ilden bredte sig til ejendom med 88 lejligheder.

Det var ren og sker uheld, at der tirsdag aften udbrød brand i en ejendom på Østerbro i København. Det fastslår politiets efterforskere efter at have arbejdet på brandstedet onsdag.
Flere end 100 beboere måtte evakueres, da ilden bredte sig til 1000 kvadratmeter tag og flere lejligheder.
- Der er en, som er kommet til at snitte en knap på komfuret, så det er tændt. Så har der stået en gryde med noget svinefedt, som er blevet antændt, fortæller Kurt Andersen fra brandsektionen ved Københavns Politi til Ritzau.
Flammerne fra gryden nåede op i emhætten over komfuret, og herfra gik det stærkt.
- Vi ved jo alle sammen, at der er fyldt med fedt i sådan et rør, og ilden bredte sig op til loftet, fortæller Kurt Andersen.
- Og når ilden først får fat i sådan et åbent loftsrum, hvor der er masser af luft, så breder den sig lynhurtigt, siger Kurt Andersen.
Ifølge brandvæsnet er det lykkedes at begrænse skaderne betydeligt. 75 af de 88 lejligheder i ejendommen er intakte, og 8 andre lejligheder har kun mindre røg- eller vandskader.
Fem lejligheder er dog så medtagede efter branden, at de ifølge brandvæsnet er ubeboelige.
Branden brød ud klokken 18.10 tirsdag aften, og brandfolkene kæmpede hele aftenen og natten med at få slukket flammerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik