Svindler drev firma med sort arbejde

For anden gang i år er Lars Warming Andersen dømt for storsvindel i millionklassen.

Københavns Byret har onsdag idømt den svindeldømte Lars Warming Andersen tre års fængsel for grov økonomisk kriminalitet.

Ifølge dommen har Warming snydt statskassen for mere end 47 millioner kroner i form af moms- og skattesvig. Ud over fængselsdommen skal Warming betale en såkaldt tillægsbøde svarende til beløbet.

- Han er dømt for at have indgået aftaler med forskellige virksomheder, hvor han skulle fungere som underleverandør, men de arbejdere, som han derefter har hyret, er blevet aflønnet sort, fortæller senioranklager Flemming Petersen fra Københavns Politi.

På den måde har Warming kunnet stikke et større beløb i egen lomme, som ellers skulle være betalt i skat.

- Vi kender ikke beløbets størrelse, for vi ved ikke, hvor meget han reelt har betalt de folk, som har arbejdet for ham, siger Flemming Petersen.

De virksomheder, som gennem Lars Warming intetanende har haft sort arbejdskraft gående rundt, er virksomheder inden for byggebranchen. Det er blandt andet stilladsarbejde, som Lars Warmings sorte ansatte har udført.

Lars Warming blev i foråret dømt i en lignende sag. Retten i Glostrup idømte ham fængsel i tre et halvt år for svindel med 36,5 millioner kroner. Den sag er anket til landsretten.

Når sagen kommer for landsretten, skal dommerne her - i fald han bliver dømt - udmåle en straf, hvor de to sager bliver anskuet som en sag. Den samlede straf vil altså ikke blive summen af straffen fra de to domme, men formentlig mildere.

I forbindelse med onsdagens retsmøde i Københavns Byret blev to andre mænd, som ifølge anklagemyndigheden havde mindre roller i sagen, frikendt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik