Sværm af stjerneskud vil lyse himlen op natten til fredag

Stjerneskudssværmen Leoniderne skyder over nattehimlen denne måned og vil være tydeligst i nat.

I nat bliver det måske muligt at kigge op og få et ønske eller to opfyldt.

Det skyldes, at fænomenet Leoniderne vil sende en sværm af stjerneskud over nattehimlen fredag.

- Det er en meteorsværm. Vi har mange meteorsværme i løbet af året, og hver sværm vender tilbage en gang om året, siger Camilla Rasmussen, formidlings- og udviklingsmedarbejder i det voksenpædagogiske aktivitetscenter Planetarium.

- Sværmen kommer fra en komet, som er ligesom en stor snebold. Når den i sin bane kommer i nærheden af solen, vil den begynde at fordampe og trække en lang hale af støv og småsten efter sig.

- Jorden krydser så denne hale en gang om året. Når de her sten kommer i kontakt med Jordens atmosfære, brænder de op og bliver til stjerneskud på himlen, siger Rasmussen.

Leoniderne er en af de mindre af slagsen, men man kan stadig se op mod 15 til 20 stjerneskud i timen på den nat, hvor fænomenet peaker, som så er natten til fredag, forsætter hun.

Det er banen fra kometen kaldet Tempel-Tuttle, som Jorden krydser natten mellem torsdag og fredag.

Bedst midt på natten

Mørke er en af de bedste forudsætninger for at kunne se flest mulige af stjerneskuddene.

- Tommelfingerreglen er, at det er bedst, når det er mørkest. Det vil sige midt om natten. Derudover er det en god idé at komme lidt væk fra byerne, så der ikke er for meget lysforurening på himlen, siger Camilla Rasmussen.

Der er dog en anden ret central forudsætning for at kunne se stjerneskud: Vejret. Det kræver nemlig en hel skyfri himmel, hvilket ifølge DMI desværre ikke er tilfældet i aften og i nat.

Men det kan ikke udelukkes, at der er nogle, som kan være heldige og se stjerneskud gennem huller i skydækket, lyder det fra DMI.

Leoniderne har fået navn efter stjernetegnet Løven, leo på latin. Det skyldes, at stjerneskuddene synes at stråle ud fra det sted på himlen, hvor stjernebilledet Løven hører hjemme.

Heri opstår der således endnu en udfordring for stjernekiggerne. Månen kommer nemlig op og står på himlen lige i nærheden af Løven, hvilket godt kan forstyrre lidt for stjerneskuddene, påpeger Rasmussen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik