Suzanne Brøgger om voldtægt: I stedet for nederlag skulle det blive min triumf

Forfatteren Suzanne Brøgger blev gruppevoldtaget på en rejse, da hun var helt ung. I nyt interview fortæller hun, hvordan hun kom videre ved at skrive om det.

Forfatter Suzanne Brøgger var fast besluttet på, at hendes traume skulle omdannes til en blomst, da hun skrev sin debutroman "Fri os fra kærligheden" i 1973.

Her beskrev hun den gruppevoldtægt, hun blev udsat for i Uzbekistan.

Suzanne Brøgger bor langt ude på landet. Hun viser rundt i sin fredfyldte have og giver et indblik i, hvorfor storbypigen og globetrotteren allerede som ung valgte at flytte langt væk fra det hele. Til landsbyen Løve med bare 275 indbyggere.

quote Det gjaldt vel om at mobilisere en kraft, der var stærkere end hele det der uzbekiske politi tilsammen

Suzanne Brøgger

Suzanne Brøgger fortæller om sin opvækst i en dysfunktionel familie, om at være en del af et miljø med grænseløs sex i Bangkok som teenager – og om den gruppevoldtægt, hun få år senere blev udsat for.

Forfatterinterview i samarbejde med Louisiana Literature


Suzanne Brøgger i et fransk libertinermiljø i Bangkok
Suzanne Brøgger i et fransk libertinermiljø i Bangkok
Foto: Privat foto

Vejen ud af traumet

Voldtægten fandt sted på en rejse til Uzbekistan – gerningsmændene var en gruppe politibetjente. Suzanne Brøgger rejste hjem dagen efter og besluttede sig for at skrive om oplevelsen.

- Det gjaldt vel om at mobilisere en kraft, der var stærkere end hele det der uzbekiske politi tilsammen, fortæller hun i interviewet.

I 1973 udkom Susanne Brøggers ”Fri os fra kærligheden”, hvor gruppevoldtægten har sit eget afsnit.

quote De fleste holder jo mund, fordi det bliver ligesom dobbelt voldtægt, hvis man også taler om det.

Suzanne Brøgger

- Det lå jo meget i tiden, at feministerne gjorde sig selv til ofre. At de var ofre for patriarkatet, strukturel undertrykkelse osv. Der kom jo mange bøger om voldtægt og rapporter og sociologi osv. Så hvis jeg skulle skrive det, så skulle det være på en helt anden måde, end jeg nogensinde havde læst.

”Fri os fra kærligheden” blev Susanne Brøggers debut og gennembrud som forfatter.

- Nu om dage bliver man jo slået ihjel af politiet i Amerika, det blev jeg trods alt ikke, fordi jeg sagde, at jeg var udlænding. Og så måtte jeg opgive mit projekt, som var at skrive om alle de centralasiatiske sovjetrepublikker, og jeg nåede kun en. Så rejste jeg ud af landet næste morgen. En stor vrede. En virkelig harme. Mit projekt var jo ødelagt. Og derfor var jeg også meget inspireret til, at det her traume, det skulle omdannes til en blomst på en eller anden måde. Jeg skulle transformere det. Og i stedet for at blive mit nederlag, så skulle det blive min triumf.

Bogen blev en succes og oversat til mere en 20 sprog. Men den betød, ifølge Brøgger, at en del mennesker ikke ville omgås hende mere. Fordi bogen var så provokerende og kontroversiel.

- Og det er jo det værste ved voldtægt, det er, at hvis den voldtagne tager til genmæle og siger noget selv. De fleste holder jo mund, fordi det bliver ligesom dobbelt voldtægt, hvis man også taler om det. Og det er jo faktisk først nu, hvor der er kommet en mere eksplicit kollektiv tale, som stadig mange ikke gider at høre.

Allerede inden voldtægten var den unge forfatters grænser blevet overtrådt. Mange gange - i det libertinermiljø hun var en del af. Et miljø hvor seksuelle grænser blev afprøvet. Til sidst fik hun nok.

Forfatter Suzanne Brøgger er født i 1944, og hendes debutroman ”Fri os fra kærligheden” blev en succes og blev siden oversat til mere en 20 sprog.
Forfatter Suzanne Brøgger er født i 1944, og hendes debutroman ”Fri os fra kærligheden” blev en succes og blev siden oversat til mere en 20 sprog.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

- Jeg tror ikke, at det var mere misbrug eller overgreb, end det er at vokse op i en dysfunktionel familie, fordi det handler jo egentlig hele tiden om at få dine grænser overtrådt. Og så kan man blive meget dygtig til at flytte sine grænser hele tiden. Men der kommer jo et tidspunkt, hvor man opdager, at nu er der ingen steder at flytte grænserne hen. Og så er det, at man flygter langt ud på landet.

Louisiana Literature

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Kultur

download

Lagde du mærke til noget i luftrummet over København? Sådan så det ud fra ballonskipperens perspektiv

Flodhest

Se billederne: Københavns Zoo har fået en ny beboer

20190816-161950-L-1920x1280we

Bryllupsbilleder fra LGBT+ personer efterlyses til stor udstilling

Nordsjællands Veterantog

Veterantog søger hjælp: Corona har punkteret økonomien

Lorryland

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere