Styrelse advarer efter fund af 30 ton slik

Fødevarerejseholdet har beslaglagt 30 ton slik, der befandt sig i et uhumsk lager i Valby. Det meste slik har overskredet sidste salgsdato.

Her er en nyhed, der kan ødelægge fredagshyggen foran fjerneren. Fødevarestyrelsen har nemlig fundet og beslaglagt 30 ton gammelt slik i et nedslidt kælderlokale på Carl Jacobsens Vej i Valby. Da styrelsen slog dørene op, sad to personer og ompakkede gammelt slik til nye bland selv-æsker.

Forholdene på det ulovlige lager var stærkt uhygiejniske. Den eneste toiletfacilitet var fx en tom spand, og der var ingen håndvask, lyder det fra Fødevarestyrelsen.

- Det er desværre ved at være ret ofte, at vi finder lagre som dette, hvor slik bliver opbevaret og håndteret på en måde, som gør det uegnet til menneskeføde. De unge mennesker, som sad og ompakkede slik har ikke haft mulighed for vaske hænder, så der kan være kommet colibakterier og andre bakterier på slikket, siger Søren Jensen fra Fødevarerejseholdet.

Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere og virksomheder til at kassere eventuelle varer, der måtte være købt fra lageret.

På grund af manglende fakturaer fra lagerets side har Fødevarestyrelsen ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om, hvilke butikker der har aftaget varer fra lageret. Den manglende sporbarhed er et alvorligt problem for både kiosker og forbrugere, fordi virksomhederne dermed ikke kan trække varerne tilbage, hvis det viser sig, at der er problemer med fødevaresikkerheden - som i dette tilfælde.

I samarbejde med Skat har Fødevarestyrelsen på det seneste sat fokus på uregistrerede og ulovlige slikfirmaer og -butikker. Det har nemlig vist sig, at der i stort omfang er snyd med blandt andet registrering, håndtering og afgiftsbetaling.

Fødevarestyrelsen har beslaglagt varerne og fortsætter efterforskningen, lyder det i en pressemeddelelse.

Det er kun omkring seks uger siden, at Fødevarerejseholdet beslaglagde 100 ton fødevarer fra et andet lager i Valby. Her var der fyldt med rotter. Dengang blev der beslaglagt slik, sodavand, mel og vin, som var dækket af et tykt lag rotteekskrementer.

I forbindelse med det seneste fund giver styrelsen følgende råd om bland-selv-slik.

Gode råd om bland selv-slik

- Køb kun slik fra butikker med en gyldig smileyrapport

- Brug handsker eller tænger, når du tager slik fra æskerne

- Der er ikke krav til mærkning på æskerne med bland selv-slik, men personalet skal til enhver tid kunne oplyse eller fremskaffe oplysninger om allergener på dansk eller et andet letforståeligt skandinavisk sprog som norsk eller svensk. Der kan fx. sættes et mærkat, hvor allergenerne er angivet, på den boks, som kunden tager slikket fra.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik