Strid om prøveløsladelse fortsætter: Kriminalforsorgen vil trække livstidsfange i Højesteret

I december besluttede Østre Landsret, at Kriminalforsorgen skulle se på muligheden for at prøveløslade Seth Sethsen. Nu vil man have sagen i Højesteret.

Det ser ud til, at der bliver skrevet endnu et kapital til historien om den livstidsdømte Seth Sethsen, der har siddet fængslet i 36 år.

Kort før jul besluttede Østre Landsret, at Kriminalforsorgen skulle se på muligheden for en prøveløsladelse af Seth Sethsen.

Men nu har Kriminalforsorgen ansøgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til Højesteret i håb om at få den omstødt.

Det oplyser Kriminalforsorgen til TV 2 Lorry.

- Kriminalforsorgen finder, at kendelsen er af principiel betydning, hvorfor Højesteret bør tage stilling. Kriminalforsorgen afventer nu Procesbevillingsnævnets afgørelse, udtaler Rikke Freil Laulund, der er direktør for straffuldbyrdelse i Kriminalforsorgen, i et mailsvar til TV 2 Lorry.

Seth Sethsen har siddet fængslet, siden han i 1985 skød og dræbte en taxichauffør. Han har flere gange søgt om prøveløsladelse.

Det seneste forsøg blev - ligesom de foregående - afvist af Kriminalforsorgen, og derfor er Seth Sethsen nu gået rettens vej.

En af grundene til, at Kriminalforsorgen har afvist løsladelse, er, at Seth Sethsen ikke vil lade sig mentalundersøge.

- Kriminalforsorgen vurderer, at der er behov for en retsmedicinsk vurdering. Der er gentagne gange blevet observeret mentale sygdomssymptomer, har advokat Camilla Skadborg, der repræsenterede Kriminalforsorgen i Østre Landsret, tidligere udtalt ifølge Ritzau.

Vil modsætte sig

Retten i Glostrup afviste i maj en løsladelse, men den 23. december besluttede Østre Landsret, at han kunne løslades, hvis han kunne overholde en række betingelser fastsat af Kriminalforsorgen.

Det er denne afgørelse, som Kriminalforsorgen nu har ansøgt Procesbevillingsnævnet om at få taget op ved Højesteret.

Seth Sethsen har Henrik Stagetorn som advokat. Han har argumenteret for, at der ikke er blevet gjort nok for at prøveløslade Seth Sethsen, og at der snart må ske noget.

Han tager dog Kriminalforsorgens ansøgning med ro.

- Det vil vi modsætte os, men vi tager det med ro, hvis vi skal i Højesteret, siger Henrik Stagetorn til TV 2 Lorry.

Fængsel i 36 år

I oktober 1985 skød og dræbte Seth Sethsen taxichaufføren Kurt Gaarn-Larsen i Albertslund. 

Han blev fundet dræbt af to skud, mens han sad i sin hyrevogn.

Et par dage senere blev Seth Sethsen anholdt.

Han erkendte, at han dræbte taxichaufføren, men han forklarede, at det var et uheld.

Han ville begå et røveri mod taxichaufføren, og i den tumult, der opstod, kom han til at affyre de to skud, lød hans forklaring.

Seth Sethsen har siddet i fængsel siden dengang.

Livstidsdømte sidder i gennemsnit 16-17 år

Hvad undrer du dig over?