Straffespark fælder FC København i Kazan

Det lykkedes ikke for FC København at kvalificere sig til Champions League-ottendedelsfinalerne i første forsøg.

Foto: TV2/Lorry

De danske fodboldmestre tabte onsdag aften 0-1 ude til russiske Rubin Kazan. Hjemmeholdets anfører, Christian Noboa, scorede kampens eneste mål i sidste minut af første halvleg, da han udnyttede et straffespark.
Trods nederlaget er FCK fortsat på andenpladsen i gruppe D med syv point efter fem kampe. Rubin Kazan har et point færre på tredjepladsen.

Gruppens førende hold, FC Barcelona fra Spanien, spiller senere onsdag ude mod græske Panathinaikos.

Netop grækerne kommer den 7. december på besøg i Parken. FCK er sikre på at gå videre fra gruppen, hvis klubben vinder den sidste kamp.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik