Stort motorcykeloptog gennem København: Her bliver vejene spærret af

Traditionen tro kører flere tusinde motorcykler fra København til Klampenborg i forbindelse med åbningen af Bakken. Optoget betyder, at flere veje spærres.

Fredag aften bliver Nørrebrogades dynamiske bybillede skiftet ud med synet af motorcykler og læderdragter.

Tusindvis af motorcykelentusiaster indtager gaden i et stort og traditionsrigt optog, der markerer, at forlystelsesparken Bakken åbner.

quote Jeg kunne godt forestille mig, der kommer 10.000

Denny Thoro, motorcyklist

Det er en aften, du ikke vil gå glip af, det mener i hvert fald motorcyklisten Denny Thoro, der har været med til at starte facebookgruppen, 'MC - Vi åbner og lukker bakken'.

- Aflys alt du skal i morgen aften og tag til Nørrebrogade for at opleve det. Det, der sker, er jo fuldstændig sindssygt, fortæller han og fortsætter:

- Lad os sige vejret spiller, og solen er fremme, så kunne jeg godt forestille mig, der kommer 10.000 motorcyklister. Det er helt vildt.

Motorcyklisterne samles på Nørrebrogade klokken 16.30, indtil der er afgang mod Bakken klokken 19.00.

Hvad sker der med trafikken?

Med tusindvis af motorcykler samlet kommer optoget til at påvirke trafikken på ruten.

I København forventer politikredsen, at Nørrebrogade bliver spærret af fra klokken 16.30 indtil paraden af motorcykler kører afsted fra gaden klokken 19.00.

Herfra vil optoget blive ledsaget af politieskorte hele vejen til Bakken.

Du kan se ruten for det omfattende optog her:

Motorcykeloptogets rute til Bakken
Motorcykeloptogets rute til Bakken
Foto: TV 2 Kosmopol

Nordsjællands Politi oplyser, at de kommer til at lave løbende trafikregulering i samarbejde med hjemmeværnet flere steder på ruten.

- Vi ved godt, at der er nogle bilister, der bliver forsinket, men det plejer der at være forståelse for, oplyser Henriette Døssing, kommunikationsmedarbejder i Nordsjællands Politi. 

Desuden oplyser Movia, at optoget kommer til at påvirke busforbindelser langs ruten:

- En række af Movias buslinjer omlægges fredag 8. april mellem kl. 16:00 og kl. 20:00. Skal man med bussen langs optogets rute, er det derfor en god idé at tjekke sin rejse på dinoffentligetransport.dk eller på Rejseplanen, skriver de.

Alt der kan rulle, bliver hevet ud af garagen

Grundet corona har det ikke været muligt at køre paradekørslen på Bakkens åbningsdag de sidste to år.

For motorcykelentusiaster som Denny Thoro betyder det, at Bakkens åbningsdag i år er en historisk dag.

- Det er jo en følelse af fællesskab. Jeg kan sgu ikke sætte ord på det. Det er bare fantastisk. Man kan jo møde folk dernede, som man ikke har set de sidste 2 til 3 år på grund af corona, fortæller han.

(Artiklen fortsætter under billedet...)

Denny Thoro har selv kørt med i optoget de sidste ti år.
Denny Thoro har selv kørt med i optoget de sidste ti år.

Derfor regner han med, at der kommer et stort fremmøde til fredagens paradekørsel.

- Alt, der kan rulle, bliver hevet ud af garagen. Det er ret ekstremt. Der kommer jo gamle Nimbus, Nortons og Triumphs, nogle af de motorcykler er jo fra ruder konges tid, fortæller han ivrigt.

Gammel tradition med rockerforbindelser

Den traditionsrige paradekørsel blev startet af 'Danmarks første rocker', Bjørn Andersen i 1965.

Sammen med sin gruppe, De Vilde Engle, aftalte de at mødes på et værtshus på Nørrebrogade, og derefter gik turen til Bakkens åbningsdag. 

- Så kom der bare flere og flere til, fortæller Denny Thoro, der selv har kørt i optoget de sidste ti år, og uddyber:

- Der er jo ikke nogen, der arrangerer det. Det sker bare.

For ham er der kun en ting, der kan ødelægge aftenen i morgen.

- Jeg håber bare vejret holder, for så kommer der altså rigtig mange, fastslår han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik