Storm koster kyster 48 mio. kr.

Det vil koste op mod 48 millioner at udbedre de skader på private trapper, stier, grunde og anlæg, som stormen Bodil påførte den nordsjællandske kyststrækning.

Sådan lyder opgørelsen fra Samvirket af Nordsjællandske Dige og Kystsikringslag, der har 27 kystsikringslag som medlemmer spredt ud over Helsingør, Halsnæs og Gribskov Kommuner. Heraf har sammenslutningen hørt fra 25 lag, der har gjort regningen op, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Meget af det, der er sket, er gået ud over folks private grunde. Så det er en udfordring for adskillige private husejere, hvis det koster en halv til en hel million at sikre deres grunde igen, siger formanden for samvirket, Frits Thaulow, der også er formand for Hyllingebjerg-Liseleje Kystbeskyttelseslaug.

Der tegner sig et broget billede af, hvor slemt, det står til i de enkelte lag.

- Det er forskelligt, hvor godt skrænterne er beskyttet. Der, hvor skrænterne er ubeskyttet, er der sket en tilbagerykning af kysten på mellem 10 og 20 meter. Så det er gået hårdest ud over lagene i de ubeskyttede områder, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Villingerød Hage skal eksempelvis af med otte millioner kroner for at udbedre skaderne, og Ålsgårde har ødelæggelser for seks millioner kroner. Flere steder er man i gang med genopbygningen, og foreningen arbejder nu på at undersøge, om kommunerne kan give lånegaranti til udbedring af skaderne.

- I Kikhavn og Spodsbjerg er man i gang med et samarbejde med en entreprenør. Nogle lag har penge i kassen og kan gå i gang, inden næste storm kommer, siger Frits Thaulow.

Han peger på, at det koster yderligere 30 millioner kroner, hvis kystbeskyttelsen skal kunne forhindre skader fremover.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik