Store visioner for ny jernbanelinie

Politikerne i Køge ser store muligheder i en jernbanelinie fra København til Ringsted over Køge. Parkerings-anlæg med 2000 pladser og en ny by omkring en helt ny station er blandt visionerne, skriver DAGBLADET Køge.

Hvis politikerne i Køge Kommune skal bestemme, så skal jernbanekapaciteten på Sjælland øges med en nybygget jernbanelinie fra København over Køge til Ringsted.Det fremgår klart af det høringsnotat, som i øjeblikket er på vej gennem det politiske system i Køge for senere at lande på Trafikstyrelsens bord.
Et såkaldt parkér- og rejsanlæg med 2000 parkeringspladser ved en ny station i Køge Nord er blandt de markante tiltag, som Køge-politikerne ser i sammenhæng med en nybygget jernbanelinie. Anlægget skal placeres i Ølsemagle-området i et nyt byområde og binde S-tog samt regional - og intercitytog sammen med biltrafikken. Samtidig peger politikerne i Køge på, at jernbaneforbindelserne på tværs af Sjælland får et markant løft med nybygningsløsningen.
- Vi vil gerne have, at flere folk kommer over i den kollektive trafik, og samfundsmæssigt er det vores klare opfattelse, at Køge-løsningen er den rigtige, siger formanden for Teknik- og miljøudvalget i Køge, Mikael Mogensen (S).Han noterer sig dog også, at der er stærk uenighed om jernbanens fremtid blandt kommunerne i København Syd, hvor blandt andet Greve og Solrød er direkte modstandere af en nybygget jernbanelinie og peger på en udbygning af jernbanen over Roskilde til Ringsted.
- Jeg er ked af, at der er ikke er enighed om det her i København Syd. Det er ærgerligt, at der ikke er fælles fodslag, men politikerne er jo valgt i deres lokalområder, det må vi respektere, siger Mikael Mogensen.
Politikerne i Køge er dog ikke blinde for, at en nyanlagt jernebanelinie medfører blandt andet øgede støjgener og griber ind i naturområder.
- Vi må jo gardere os mod de her gener, så godt vi kan, siger Mikael Mogensen.Det forventes, at Trafikstyrelsen på baggrund af de aktuelle VVM-undersøgelser og høringssvar kommer med en indstilling om en ny jernbanelinie til transportminister Lars Barfoed (K).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik