Stor forskel i kommunerne: Skal børn skifte fra børnehave til skole nu?

Mens 493 børn onsdag havde deres allerførste dag i skoleregi i Køge, så har børn i Roskilde og Helsingør fået deres skifte fra børnehaven udskudt

Selvom første rigtige skoledag for de kommende 0. klasseselever først er til august, så overgår børn i de fleste kommuner fra børnehave til skolefritidsordninger i april, maj eller juni.

Men i år har coronavirussen forstyrret de planer, for kan man tillade at børn får deres allerførste dag på skolen i en kaotisk tid, hvor alt handler om håndvask og opdeling i mindre grupper, og hvor forældre ikke i samme omfang kan være med til at give børnene en god start på deres første dag? Og kan man tillade sig at udskyde skiftet, når børnene i lang tid har set frem til at starte i SFO og skole?

De overvejelser rumsterer lige nu i kommunerne, og løsninger er vidt forskellige fra kommune til kommune.

quote Vi skal tænke på børnene i denne situation, og det er vigtigt, at overgangen mellem børnehave og SFO og skole bliver en god, tryg og spændende oplevelse

Tomas Breddam, Borgmester, Roskilde

Mens overgangen i for eksempel Køge blev gennemført onsdag, så er skiftedagen for 486 nye skolebørn i Helsingør indtil videre udskudt til 11. maj, dagen efter datoen hvor forbuddet mod forsamlinger på over 10 personer indtil videre løber til.

- Ved at flytte den store skiftedag tager vi både hensyn til børnene og til de skoler, der tager imod. Vi får rammerne på plads inden, så vi følger alle retningslinjer, og vi får børnene stille og roligt i gang, siger den socialdemokratiske formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Helsingør Gitte Kondrup.

- Det er vigtigt, at alle får en god start, både de nye børn, som vi skal byde velkommen i vores daginstitutioner og de ældste, der skal snart skal starte i SFO og skole, siger Gitte Kondrup.

I Køge startede de nye børn

I Køge skulle første dag i SFO have været 1. april, men der var samfundet lukket helt ned. Men for ikke at udskyde starten for længe, så var de kommende skolebørn de eneste, der fik lov at komme i skole onsdag, da skolerne genåbnede i Køge.

- Det er gået rigtig godt, og jeg tror faktisk, at det har været en stor fordel for dem, at de har været de eneste børn på skolerne, for så har der været god plads, så de bedre kunne falde til i rolige omgivelser, siger Søren Thorborg, der er skolechef i Køge Kommune.

quote Jeg er helt overbevist om, at det her er den rigtige model for os at bruge

Søren Thorborg, Skolechef, Køge

På de fleste af Køges skoler er de kommende elever sammen med deres forældre blevet budt velkommen udendørs, og så er børnene blevet opdelt i mindre grupper med farvede elastikker om armene, så både børn og voksne kunne holde øje med, at børnene blev i de små grupper, som sundhedsmyndighederne fastholder, at de skal være i.

- Det er selvfølgelig ikke den start på skolelivet, som det ellers ville have været, men jeg tror også, at det er vigtigt, at det ikke bliver udskudt for meget. Børnene har jo set frem til at starte, og så er det jo ikke smart at blive ved med at udskyde datoen, siger Søren Thorborg.

- De tilbagemeldinger vi har fået fra både børn, forældre og ansatte har været meget positive. Nu kommer der så en langsom optrapning, hvor de gradvist vænner sig til deres nye hverdag, siger Søren Thorborg.

Skolerne i Køge bliver nemlig dag for dag mere og mere fyldte, og de 493 nye elever skal vænne sig til at omgås større og større børn. I dag starter de nuværende elever i 0. og 1. klasse, i morgen kommer også eleverne fra 2. og 3. klasse, mens skolerne bliver fyldte når eleverne fra 4. og 5. klasse også starter i skole igen på mandag.

Allerede i dag har børnene skulle vinke farvel til forældrene ude foran skolen, fordi forældrene for at mindske smitterisikoen ikke har måtte komme med indenfor.

- Jeg er helt overbevist om, at det her er den rigtige model for os at bruge. De næsten børnetomme skoler har også gjort, at der hele tiden har været noget af det øvrige personale tilgængelig til at hjælpe, hvis der opstod nogle situationer, fordi de jo har været på skolen alligevel for at forberede modtagelsen af de ældre elever, siger Søren Thorborg.

Roskilde har udskudt skiftedagen til juni

I Roskilde har man ligesom i Helsingør valgt at udskyde de kommende elevers start på skolelivet. Indtil videre er planen, at de nye børn her starter i SFO den 1. juni.

- Vi skal tænke på børnene i denne situation, og det er vigtigt, at overgangen mellem børnehave og SFO og skole bliver en god, tryg og spændende oplevelse, siger borgmester Tomas Breddam fra Socialdemokratiet.

quote Skolerne har lige nu nok at se til, hvor de skal få skolerne i gang igen på en sundhedsmæssig forsvarlig måde. Derfor giver det ikke mening, at lade helt nye børn starte i skolen lige nu

Tomas Breddam, Borgmester, Roskilde

Det er endnu uvist, om udskydelsen kan betyde, at børnene i Roskilde kan få de sædvanlige afskedsfester i børnehaven og og velkomstarrangementer i SFOen, men kommunen håber i hvert fald, at forældrene kan være med til at køre børnene sikkert ind i skolelivet.

- Der er jo normalt en afskedsfest i børnehaven, og vi plejer at mande godt op i SFOen, den dag de starter, hvor der også er lidt ekstra godt, og hvor forældrene plejer at komme med, så børnene får en god start. De overgange vil vi jo, så vidt det er muligt, gerne forsøge at holde fast i, og i hvert fald ikke bare lade dem skylle helt ud med badevandet, fordi der er kommet corona, siger Tomas Breddam.

I landets største kommune har planen været, at børnene skulle starte i SFO den 1. maj, men om det faktisk kommer til at ske, er endnu ikke afgjort. Københavns Kommune oplyser til TV 2 Lorry, at de arbejder med forskellige modeller, men at der endnu ikke er taget en beslutning.

Københavns Kommune oplyser, at der muligvis også kan være forskellige løsninger på udfordringen indenfor kommunen, hvis det viser sig, at nogle skoler kan håndtere de ekstra børn, mens andre ikke har plads på grund af de forøgede pladskrav for at undgå smitte.

I flere af de kommuner hvor skiftedagen for nye skolebørn er udskudt, så vil det på grund af pladsproblemer også betyde, at de mindre børn der skulle være startet i børnehave, også får deres skifte fra dagpleje eller vuggestue udskudt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik