Oversigt

Seneste nyt

Største stigning siden 2008: Nu bliver det dyrere at køre med tog, bus og metro

Det vil fra næste år blive dyrere at køre med bus, tog og metro på Sjælland.

Fra 15. januar 2023 sættes priserne nemlig op, så det i gennemsnit bliver 4,9 procent dyrere at køre med offentlig transport sammenlignet med i år.

Det oplyser Din Offentlige Transport (DOT), der består af trafikselskaberne DSB, Metroselskabet og Movia, i en pressemeddelelse.

Taksterne stiger især for korte rejser på rejsekort og pendlerkort. Til gengæld bliver pendlerkort til lange rejser ikke dyrere. Og mange enkeltbilletter bliver billigere end i dag.

Forklaringen er de generelle prisstigninger på blandt andet brændstof og el, som også påvirker trafikselskaberne.

- Det sker efter flere år, hvor priserne har været holdt i ro, men nu er det nødvendigt i gennemsnit at lade dem stige, siger bestyrelsesformand i DOT Marlene Holmgaard Friis i pressemeddelelsen.

Det er Trafikstyrelsen, som hvert år fastsætter, hvor meget priserne i offentlig transport maksimalt må stige. Det sker med takststigningsloftet.

Når priserne står til at stige 4,9 procent, er der tale om den højeste gennemsnitlige stigning, siden takststigningsloftet trådte i kraft i 2008.