Stod klar med bødeblokken den første skoleuge: Politiet ser en tydelig tendens

Politiet roser elever og forældre for at overholde færdselsregler og huske cykelhjelme. Der er dog stadig plads til forbedringer.

Denne uge ringede klokken ind igen for skolebørn rundt om i landet.

I den forbindelse har politikredsene i TV 2 Lorry sendeområde haft ekstra fokus på skolevejene for at se, om forældrene og deres små poder har styr på, hvordan man gebærder sig i trafikken.

Den generelle tilbagemelding fra politikredsene er, at forældrene er blevet bedre til at spænde deres børn fast og til ikke at anvende håndholdt mobiltelefon, når de kommer kørende med deres børn.

Alligevel har det været nødvendigt at lange bøder ud. Blandt andet i København fortæller leder i Færdselsafdelingen hos Københavns Politi, Bettina Appleyard, til TV 2 Lorry.

- Heldigvis oplever vi, at de fleste – både børn og voksne – kører ordentligt, men det gælder desværre ikke for alle. Derfor har vi i løbet af ugen givet lidt over 100 bøder i forbindelse med vores kontrol ved skoleveje.

quote Kør hjemmefra i bedre tid, så man kan parkere og gå hen til skolen

Thomas Mejborn, Vicepolitiinspektør, Vestegnens Politi

Skaber utrygge forældre

Københavns Politi oplyser, at en del af bøderne er serveret til bilister for at trodse ’indkørsel forbudt’-skilte ved skoler.

"Typisk i forbindelse med at de har skullet sætte børn af ved skolerne."

Og netop ønsket om at droppe børnene af så tæt på skolen som muligt, lader til at give problemer.

Også Vestegnens Politi ser det som en tendens, der for mange skoler er en udfordring. Samtidig skaber det utryghed blandt andre forældre, der føler sig utrygge ved at lader deres børn færdes alene til og fra skole.

- Det giver på mange skoler trafikale udfordringer med mange biler på vejene, uhensigtsmæssige parkeringer, og forældrene som ikke respektere afmærkede markeringer som ”Kiss and ride”, siger vicepolitiinspektør Thomas Mejborn til TV 2 Lorry og kommer med en opfordring til forældrene:

- Kør hjemmefra i bedre tid, så man kan parkere og gå hen til skolen, eller at man så vidt muligt anvender en anden transport form som offentlig transport eller cykler med sine børn.

Løftet pegefinger

Politikredsen oplyser, at de har foretaget sigtelser i ni færdselsforseelser, og at der er blevet givet tre parkeringsafgifter. Forseelserne fordeler sig forskelligt på både kørsel frem for rødt lys, anvendelse af håndholdt mobil både i bil samt på cykel, undladt af anvende sikkerhedssele og en enkelt sag om kørsel uden førerret.

I Midt- og Vestsjællands Politi døgnrapport fra første skoledag mandag og tirsdag måtte en patrulje også give flere påtaler til forældre, som parkerede foran Herfølge Skole, hvor det kun er tilladt at lave af- og påsætning.

"De bilister som valgte at tilsidesætte reglen og af- og påsætning, men parkerede deres bil fik en løftet pegefinger af betjentene," fremgår det.

Foruden uhensigtsmæssige parkeringer er der også delt bøder ud til cyklister, der blandt andet har kørt to på cykel, mod ensretningen eller på fortovet.

Politikredsene oplyser, at færdselsindsatsen fortsætter i næste uge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik